HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

276

Olaf Olsen

nye fanger, når der ved løsladelse eller ved død var ble

vet pladser ledige. Tugthuset — det kongelige tek stil

manufaktur for tvangsarbejdere — behøvede ikke at

modtage den første, den bedste tugthuskandidat. I hvert

enkelt tilfæ lde kunne man på Holmen eller andetsteds

udvælge den fange, som man fandt bedst egnet til ar

bejdet.

Løsgængerne var gledet helt ud af billedet. Dem havde

stormanufakturet ingen anvendelse for. I tugthusets sid

ste leveår, 1649, gjordes der dog et forsøg på at bringe

dem tilbage i tugthusfangernes række. Det var ikke selve

statsmagten, der tog initiativet hertil, men Sjællands

biskop, hr. Jesper Brochmand, og de fattiges forstandere

i København. I anledning af den store mængde fremmede

tiggere, der huserede i hovedstaden, byens egne fattige

til fortrængsel og fortræd, ansøgte de på de fattiges

vegne om at få stillet plads til rådighed i børnehuset,

hvor fremmede betlere kunne indsættes og tvinges til

arbejde.

Frederik III udlånte gerne den ønskede plads til de

fattiges forstandere — børnehuset var på dette tidspunkt

halvtomt — men det betonedes kraftigt i bevillingen, at

det ny foretagende ikke var at betragte som en del af

tugthuset, og at driften måtte ske „uden nogen vores og

kronens bekostning

“ .59

Tugthuset havde unægtelig sk iftet

ansigt siden 1605.

KVINDERNE I TUGTHUSET.

Medens tugthuset ikke var det eneste mandsfængsel i

riget — Bremerholmen var i så henseende en både ældre

og betydeligere institution — så havde der før tugthusets

oprettelse 1605 overhovedet ikke eksisteret kvinde

fængsler i Danmark. Og helt op til 1647, da der i Trond-

hjem byggedes et tugthus „til omløbende kvindespersoner

udi håndværk at opdrage

“ ,00

var tugthuset i København,