311 / 719
Christian IV’s tugt- og børnehus
301
det tydeligt, at de på egen hånd eller sammen med voksne
løsgængere havde strejfet om i landet. Ofte var det ikke
muligt for skriveren at skaffe præcise oplysninger om
børnene. I mange tilfælde kender han ikke deres føde
sted, andre gange må han beklagende tilføje, at barnet
ikke ved, hvad hans far har heddet. En dreng, som var
grebet i tyveri, kan han ikke få navnet at vide på. Om
en anden, der i 1627 sammen med
6
andre kom til børne
huset, hedder det kort: „den syvende dreng fik jeg ingen
vidskab om“. Jep Broersen, der „har fulgt en blind mand
en tid lang“, hører utvivlsom t ligeledes til løsgængernes
kategori.
Alm indeligvis blev de børn, der var indfanget i Hel
singør med børnehuset for øje, uden al nåde ekspederet
til København. Kun når forældrene hørte hjemme i Hel
singør, havde de nogen mulighed for med held at rette
indsigelse mod arrestationerne, men da børnene som
nævnt for det meste var fremmede og ofte flakkede om
uden forældre, var det sjældent, det kom til protester.
Der kendes fra Helsingør kun 5 tilfælde, hvor børn, der
var pågrebet af byfogden for at blive sendt til tugthuset,
kom på fri fod igen
.121
En af de løsladte var en dreng fra
Stralsund. Det angives ikke, hvorfor han kom løs. Tre
af børnene slap fri på den betingelse, at de blev sat i
skole
,122
og den femte af de løsladte kom fri, da hans far
lovede at holde ham til et håndværk.
Omend det således kun sjældent skete, at børnene blev
givet løs igen af den kommunale øvrighed, er det dog
sandsynligt, at byfogdens og overformyndernes trusler
om børnehuset ikke blot i Helsingør, men overalt i køb
stæderne har fået forældrene til et anstrenge sig for at
holde deres børn til skole eller håndværk. Og det er ikke
utænkeligt, at den indirekte betydning, som børnehuset
herved fik, langt overgik den sociale effekt af selve ind
sættelserne.