316 / 719
306
Olaf Olsen
Så vidt det kan ses af regnskaberne, er der ikke flere
tilbage i anstalten, og der haves ingen vidnesbyrd om
senere indsættelser af pigebørn.
Baggrunden for denne driftsindskrænkning er utvivl
somt kronens stadig vanskeligere finansielle situation,
der ikke kunne undgå at få virkninger for et under
skudsforetagende som børnehuset. Når man valgte at
lade det gå ud over pigeafdelingen, skyldes det sikkert,
at en lukning af denne ikke ville standse det vigtigste
børnehusmanufaktur, klædeindustrien. Af de 116 piger
i 1632-mandtallet beskæftigedes 44 med at spinde kattun-
garn, 56 var i kniplestuen, og de resterende 16 knyttede
strømper. Kun bomuldsspinderiet berørte klædemanu-
fakturet direkte. Men ligesom man hidtil havde ladet
næsten hele uldforbruget spinde uden for børnehuset,
sku lle det vel også være muligt at få den -—- for produk
tionen i øvrigt mindre væsentlige — bomuld spundet på
samme vis, omend selve spindeteknikken her var noget
vanskeligere.
Også en anden betragtning kan have gjort sig gæl
dende. Selv om man formelt opretholdt den fiktion, at
også pigerne i børnehuset stod i lære ved et håndværk,
så var i hvert fald spinding og strømpestrikning et så
simpelt arbejde, at der ikke var tale om håndværk i dette
ords traditionelle betydning. Såfremt man derfor som
den nyudnævnte kansler Christian Thomesen Sehested
betragtede børnehuset som et „sem inarium for hånd
væ rksfolk
“ ,142
kunne man uden større sorg udelukke
pigerne fra anstalten.
Ved en sammenligning mellem 20’rnes og 30’rnes ud
skrivningsordrer fremgår det, at man i tidens løb satte
kravene til børnenes alder i vejret. I begyndelsen øn
skede man drenge fra 12— 14 og piger fra 10— 14 år, men
dette ændredes efterhånden derhen, at de indsendte
drenge burde være 14— 16 år og pigerne 12— 13 år. De