314 / 719
304
Olaf Olsen
Derimod var det meget alm indeligt, at børn havnede
i tugthuset for tyveri. Selv ganske små børn kunne ind
sættes for denne forseelse. I Malmø havde to smådrenge,
af hvilke den ene ikke vidste sin alder, og den anden
var 9 år gammel, i 1641 stjålet en guldkæde. Den be
stjålne krævede, at børnene sku lle straffes vederbørligt,
d. v. s. hænges, men retten nøjedes med at dømme dem
til tug thu s
.135
Det hændte også, at retten dømte børn til
døden, men at straffen ved kongens indgriben ændredes
til tugthus. Således blev en 12-årig norsk dreng, der
havde slået en karl ihjel, som havde haft „parlement“
med hans fader, forskånet på livet og sendt i tugt
hu set
.136
Ifølge forordningen 2. november 1622 måtte børne
huslemmerne ikke anbringes sammen med dem, der var
indsatte for uærlige gerninger
.137
Fulgtes forordningens
ord, måtte de børn, der var idømt tugthus som straf,
anbringes enten blandt de voksne forbrydere eller i en
særlig tugthusafdeling for børn. At det første ikke er til
fældet, fremgår klart af tugthusregnskaberne. Men også
den anden løsning er usandsynlig. Ganske vist forhindrer
den helt vilkårlige anvendelse af ordene „tugthuset“ og
„børnehuset“ i både kancelliets skrivelser og anstaltens
regnskaber, at der på grundlag af disse drages bestemte
slutninger om organisationsformen i så henseende, men
en adsk illelse af børnene ville betyde, at anstalten fik ialt
seks adskilte afdelinger, tre mandlige og tre kvindelige.
En sådan opdeling ville være ganske uhensigtsmæssig,
og den synes aldrig at være foretaget. Tugthusbørnene
er derfor efter alt at dømme anbragt blandt børnehusets
lemmer. Men behandlingen af de to grupper børn behø
ver ikke at have været ens af denne grund. Tugthusbør
nene var et så lille mindretal, at husets funktionærer
må have været i stand til at huske dem fra børnehus