440 / 719
430
Torben Krogh
senere blev overdraget datidens populæreste mimiske
danserinde, mad. Schall, som ejede den gave at kunne
„fremlokke Taarer baade af sine egne og af Tilskuernes
Øine“.13
I „Lagertha“ skulle den nordiske oldtid gøres levende
i et større koreografisk værk, hvad jo nok kunne have
sine vanskeligheder, og balletten var sikkert heller ikke
blevet til, hvis man ikke allerede havde høstet meget
betydelige erfaringer paa dette omraade, navnlig inden
for det musikalske skuespil. Den allerstørste betydning
fik opførelsen af Ewalds „Balders Død“, som teatret
gjorde et alvorligt forsøg paa at give et udstyr i „nor
disk Stil“. Teatermaler Peter Cramer foretog studier paa
kunstkammeret, raadførte sig med eksperter som Suhm,
Erichsen, Schiønning og grev Thott, og kostumeringen
overlod man til Abildgaard, hvis værdifulde hjælp tea
tret i tidens løb ikke sjældent benyttede sig af."4 Andre
værker fulgte efter, blandt hvilke kan nævnes mad. Boyes
og Joh. Hartmanns „Gorm den Gamle“, Prams „Frode
og Fingal“ og Falsens og Kunzens „Festen i Valhal“,
ligesom ogsaa Baggesens og Kunzens opera „Erik Eje
god“ maa tages i betragtning. I alle disse tilfælde var det
Cramers efterfølger, den nyklassisk prægede Thomas
Bruun, der var mester for den dekorative ramme.
Den reelle viden om hine fjerne tider var endnu beske
den, men takket være smag og fantasi skabtes der en
ganske virkningsfuld stil, der imponerede et publikum,
som ikke vidste bedre besked. Dekorationerne blev nu ri
geligt forsynede med kæmpehøje, stendysser, bautastene,
altre og gudebilleder, ligesom tilskuerne præsenteredes
for lokaliteter som Lejre med sin kongeborg, dunkle,
mystiske templer, deriblandt et Herthatempel, hvis loft
blev baaret af raat tilhugne kampesten, ja, endogsaa
selve Valhal tonede frem i sin lyse, himmelske pragt.
Hvor svævende begreberne i grunden var, kan ses deraf.