437 / 719
Vor første nordiske ballet
427
skattede værker som „Nina“ (1802), „Rolf Blaaskæg“
(1808) og da ikke mindst i „Lagertha“, hans utvivlsomt
største indsats i denne periode. Blandt dem, der inspire
rede ham til at søge nye veje, var den norskfødte digter
Christen Pram. Den stærkt teaterinteresserede Pram fik
i andet bind af Rahbeks „Dramaturgiske Samlinger“
(1789) optaget et „dramatisk Forsøg“ med titlen „Lager
tha“, der bestod af en ejendommelig blanding af tale,
sang, pantomime og dans, og samtidig fulgte der en af
handling, hvor han gør rede for de principper, der ligger
til grund for værket.6 Han fastslaar først skuespillets,
operaens og ballettens begrænsning og kommer saa til
det resultat, at ingen af disse kunstarter hver for sig
ejer midler til at give et fuldgyldigt udtryk for alle dele
i en handling. Paa baggrund af denne tanke fremsætter
han nu ideen til en ny art drama, et slags „Gesammt-
kunstwerk“, hvori alle kunstarterne skulle forenes, uden
at nogen af dem blev fremherskende, for, som han siger,
„Muserne ere Systre. De behøve, modtage og yde hinan
den villigen den venskabeligste Hjælp. Mindst burde man
tænke paa nogen streng Skilsmisse imellem de Pindi
Døtre, hvis fælles Tempel Skuepladsen er“.7 Den altid
vaagne Galeotti havde allerede, da Prams „Forsøg“ frem
kom, tænkt sig at komponere en ballet over emnet og
var endda begyndt at tage bestemmelse angaaende rolle
fordelingen og dekorationerne. Men han fik alligevel
ikke mod til at gaa i lag med den langtfra lette opgave,
førend Schall i sommeren 1800 paatog sig at komponere
nogle virkningsfulde numre, som vandt balletmesterens
højeste bifald og inspirerede ham til at tage fat med fuld
energi, og endelig den 30. januar 1801 opførtes værket
for første gang.8
Emnet til „Lagertha“ har Pram taget fra 9. bog hos
Saxo, hvori der bl. a. fortælles om Regnar Lodbrogs for
hold til den norske „Skjoldmø“ Lagertha (Ladgerd), som