439 / 719
Vor første nordiske ballet
429
lertid ikke formaar at betvinge sin nye kærlighed, prøver
hun i ubændigt raseri at gennembore ham med sit spyd,
men den ædle Thora kaster sig foran og modtager i ste
det for det dræbende stød. Pram tilstaar selv, at han ikke
har holdt sig slavisk til Saxos fortælling, hvad der efter
hans mening dog næppe kan „fornærme den historiske
Sandhed“.10 Det er saaledes digterens egen opfindelse, at
Lagertha opsøger sin utaknemmelige ægtefælle hos He-
roth, og det samme gælder slutningen, for hos Saxo be
rettes der om Thora, at hun skænkede Regnar mange
børn og „døde af en hidsig Sygdom, hvilket voldte ham,
som elskede hende højt, overordentlig bitter Sorg“. I vir
keligheden blev den stærke og blodige sagafortælling
betydelig mildnet og forlenet med den taarevædede sen
timentalitet, som kendetegner de skønne følelsers tid.
Paa teatret gik alle med ildhu ind for at yde det bedst
mulige. Schall havde komponeret en baade dramatisk
bevæget og iørefaldende musik; man lyttede betaget og
fandt, at den gav et storladent udtryk for gammel nor
disk heltekraft.11 Mindst lige saa gribende virkede det
drama, der oprulledes paa scenen, hvor ballettens hoved
kræfter fejrede triumfer. Den fremragende danser,
franskmanden Antoine Bournonville, iøvrigt elev af
selve Noverre, spillede Regnar som en „sand nordisk
Helt“. Hans søn, den berømte August Bournonville, kal
der præstationen „imponerende“ og fortæller, at han til
lige havde „en væsentlig Deel i den choreographiske Ud-
arbeidelse saavelsom i de forskjellige Ridderspil“. Den
udmærkede fremstillerinde af balletternes store tragiske
figurer, mad. Bjørn, kunne som Lagertha rigtig vise sin
„imposante og dog saa quindelige Figur“, medens den
dygtige, franskfødte jfr. Birouste gav den blide Thora al
sin ynde og charme, ligesom ogsaa kong Heroth var i de
bedste hænder hos svenskeren Carl Dahlen.12 En yder
ligere attraktion fik forestillingen, da Thoras parti noget