HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

Vor første nordiske ballet

425

blade. Heldigvis er altsaa „Lagertha“ fuldstændig, og be

skrivelsen indeholder endda, hvad der er yderst sjældent

paa den tid, en række nøjagtige positionsplaner, der sæt

ter os i stand til at følge personernes placering fra scene

til scene.2 Da man nu altsaa for enhver pris ønskede at

bevare de Galeottiske traditioner i fuld udstrækning, er

det ganske givet, at disse regieoptegnelser fra 1820 stem

mer nøje overens med den oprindelige iscenesættelse fra

1801; hvad der ellers findes af materiale om opførelsen

af den folkeyndede ballet, skitser, arkivalier o. 1., skal

senere omtales.

„Lagertha“ er overordentlig typisk for de kunstneriske

idealer, som den i Klorens fødte Vincenzo Galeotti kæm

pede for gennem hele sin lange og daadrige balletmester

tid ved Det kgl. Teater (1775—1816).3 Indtil omkring

midten af det 18. aarhundrede bestod den sædvanlige

form for ballet af en række løst sammenkædede danse

numre, et divertissement, hvis hovedformaal først og

fremmest bestod deri, at de optrædende fik lejlighed til

at vise deres færdigheder i saa flatterende belysning som

vel mulig. Nu satte der imidlertid nye strømninger ind,

ikke mindst gennem den berømte Noverre, der i sit

epokegørende værk „Lettres sur la Danse et sur les Bal

lets“ slog til lyd for, at balletten burde have karakter af

et virkeligt drama med en interessant og velbygget hand

ling. Navnlig gennem en logisk forbindelse af pantomime

og dans ville han fra en betydningsløs underholdning

hæve den op til et kunstværk, der paa grund af emnet

og dets behandling maatte virke gribende.4

Det var disse ideer, Galeotti gjorde sig til ivrig tals

mand for, og som han bl. a. havde faaet indprentet af

sin lærer, den italienske balletreformator Gasparo An-

giolini, hvis virkningsfulde ballettekster han i de første

københavneraar i talrige tilfælde støttede sig til, som

f. eks. „Den forladte Dido“, der hvilede paa en opera