259 / 322
Den yngre Slægt og Kirkesagen.
Før og nu.
Af Sognepræst
Chr. Gad,
Kundby.
Det var glade Dage for Kirkesagens lille Venneflok, da
den allerførste Bededags-Indsamling stod for Døren (1. Maj
1896) og Opraabet derom som en glædelig Overraskelse fløj
ud over Landet fra Biskop Skat Rordams Haand.
Nutildags udsendes den aarlige Opfordring fra Kirke-
fondets Forretningsudvalg i København. I god Tid ligger den
paa alle Præsters Bord, ledsaget af en udførlig Redegørelse
for Sagernes øjeblikkelige Stilling. Søndagen forud uddeles
Flyveblade ved mange Kirkedøre i hele Landet. I de aller
fleste Dagblade faar Sagen nu en særdeles hæderlig Om
tale. Kort sagt: Der er System i Tingene nutildags, og Sy
stemet »klapper« helt godt.
Men
— vækker dette Opraab ny Glæde? Yindes der stadig
flere og flere Venner for Københavns Kirkesag? Og
navnlig
— giver denne aarlige Appel nu ogsaa Genlyd i mange
unge
Sind? Tændes der hvert Aar Ild i nye Lag af den
kristne
Ungdom?
Den yngre Slægt har sikkert svært ved at komme med
her. Det blev i al Fald udtalt i Fjor Efteraar af en sagkyndig
Mand, Generalsekretær for K. F. U. M., Pastor
Svend Bøgh
fra Aarhus. Han skulde ved den store Hjælpe-Indsamlings
Repræsentantstævne i København indlede en Forhandling
om »Kirkesagen og Ungdommen« og paaviste da, at Menig
hedens Ungdom i vore Dage har vanskeligt ved at blive varm
for Kirkesagen, fordi den næsten intet har hørt om de første
Kampe og den første Begejstring for 30—40 Aar siden. De
unge har ikke »oplevet Kirkesagen« saaledes som de to for
rige Slægtled.
Dette er naturligvis rigtigt. De forefinder det hele som en
Institution,
et kirkeligt
Apparat. Men
— hvor er Aanden hen
ne? — Den er der vel nok, men er ikke let at mærke. De
unge hører om en Masse Penge og om Resultatet: disse
mange nye Kirker, d. v. s. en Masse Mursten og Jernbjælker!
Men hvad faar de at vide om det
egen tlige,
der ligger bag
ved: Gnisten! Livet! Menighedslivet! Kærlighedsarbejdet!
For 40 Aar siden var det unægtelig helt anderledes for
dem, der dengang var unge. I 1889 var der kun en eneste
lille ny Kirke, endda i en Baggaard: Betlehemskirken i Blaa-
gaardsgade. Men der var et Ideal,
et K irk e-Id ea l,
lysende,
dragende. Det saa saadan ud: Kun 10,000 Mennesker i hvert
københavnsk Sogn! Det var noget andet end de 72,000 i St.