265 / 322
248
strækkelig og fattig Vanekirkegangen end er (og det skal
gøres Mennesker klart gennem vort Vidnesbyrd i Ord og Liv),
saa synes jeg alligevel, at jeg er mest tilbøjelig til at takke,
at de kommer, og til af Hjertet at bede, at de ikke maa
være kommet forgæves. Man vinder ingen ved at vrisse ad
dem og det Standpunkt, de staar paa. Men maaske kunde der
vindes nogen ved at takke for den
Mulighed,
der nu er givet,
og ved at bede om, at den maa blive udnyttet paa rette
Maade.
Forøvrigt er det en Urimelighed at tro, at Menigheden —
Kærnen i Kirken — kan undvære de »kirkelige« Masser;
man kan ligesaa godt kaste en Sten i Dammen og tro, at
man kan gøre det, uden at Vandet danner Ringe, der breder
sig videre og videre ud mod Kanten. Tværtimod: jo stær
kere og renere en Menighed lever Livet med Gud, og jo kla
rere Ordet forkyndes, des mere vil den samle Mennesker
om k ring
sig — og ikke bare
ind i
sig. — Det, som er naaet
ved, at de engang kirkelige Masser er blevet ukirkelige, er
Tab paa Tab.
Intet er vundet — uden Vanskeligheder.
H vor gaar V ejen frem ?
Den gaar naturligvis
igennem
Vanskelighederne: Vi maa igen have Forbindelse med Sognet,
Masserne. Den urokkelige Mur af Ligegyldighed og Vantro
maa sprænges. Men den falder ikke paa én Gang som Je-
rikos Mure; den maa pilles ned Sten for Sten,
V i maa vinde
den enk elte
for Herren.
I S torbyen er M enn esker d e enk elte;
paa Landet er der mere Sammenhæng. Derfor er det Livs- .
spørgsmaalet herinde: kan vi naa de enkelte? Her maa alt
sættes ind. Det er ikke det, at jeg faar min Kirke fuld, ikke
det, at der kommer flere til mine Gudstjenester end til
andres — men det er det at naa den enkelte Sjæl med et Ord
fra Herren. Alt maa sættes ind her. Den enkelte maa faa
det at mærke:
»K irken er her, og den vil d i g noget.«
Kir
ken maa ad den Vej igen vinde en Plads i
F olk ets
Bevidsthed.
»Det er umuligt, det er uoverkomm eligt
at naa de enkelte,«
vil man sige. Ja, det er det vel. Men vi maa gøre, hvad vi
kan. Og først og fremmest kan vi huske paa, at Menigheds
samfundet er
ikke
en
A rbejdsm ark,
men en
A rbejd sstyrke,
der skal ud i Høstarbejdet, hvor Høsten er stor, men Arbej
derne faa. Og gaar vi saaledes frem Side om Side med det
ene, altbeherskende Formaal at vinde Sjæle for Herren
blandt Storbyens Tusinder, hvorfor skulde vi da ikke op
leve det samme, som oplevedes i Profeten Elisas Dage, da
Hovedstaden belejredes af Syrerne: »De, som er med os, er
flere (eller i al Fald stærkere) end de, som er med Fjenden.«
Endnu vil jeg gerne tilføje, hvad jeg begyndte med: dette
er ikke en færdig Mands færdige Tanker, men det er Ud
tryk for Overvejelser, som Overgangen fra en Præstegerning