267 / 322
250
saa
kender
man jo ikke Manden! Før Præsten har været paa
en
Række Husbesøg, finder man næppe paa at ulejlige sig
til Kirken. Til alt dette kommer den Arbejdsløshed, som
med kortere eller længere Mellemrum ryster Hjemmets Øko
nomi og lægger Beslag paa næsten al Opmærksomhed; un
dertiden er en Del af Ugens Aftener optaget enten indenfor
Fagforenings- eller Studiekredsarbejdet. I ca. 4 Maaneder
af Aaret tilbringes gerne Størstedelen af Søndagen ogsaa for
manges Vedkommende i Kolonihaven.
Men nu
M u ligh ed ern e?
Som det første maa nævnes, at
Præsten nu vistnok overalt har meget let ved at faa
Indgang
i H jemm en e.
Hertil har foruden meget andet navnlig Me
nighedsbørnehaverne, Søndagsskolen og Menighedsplejen bi
draget. Og saasnart det drejer sig om, hvad der gøres eller
hør gøres for
Børnene,
er der altid megen Lydhørhed. Præ
sten har faktisk Masser af Muligheder til at faa knyttet per
sonlige Forbindelse med Folk, uden at Kirkegang dog der
for lige straks bliver Resultatet.
I al Almindelighed tør det vistnok paastaas, at vi slet
ikke faar Tid til at udnytte de mange Muligheder. Hvad der
saa kommer ud af Husbesøg, det afhænger jo i høj Grad
af Præstens Evner som Sjælesørger. Skulde Arbejdet gøres
forsvarligt, maatte vi utvivlsomt ned paa Sogne med 5000
Indbyggere og to Præster. En ærlig Prædiken fra et bræn
dende Hjerte, ikke kedelig éller bevægende sig i Vendinger,
der nu er saa forslidte, at de virker som Vand paa en vis
Fugl, men i god Forstand aktuel, indtrængende, ja,
paa-
gaaende,
vil sikkert bevirke, at en stedse større Skare søger
Kirken. Desforuden vil Mulighederne i høj Grad afhænge
af nye, mere moderne Arbejdsformer. Uden et arbejdende
Lægfolk ved vor Side vil Stillingen dog være ganske uhold
bar. Hvis vi alle, i højere Grad end det vistnok er Tilfældet,
føler os som en for Guds Ansigt kæmpende Hær — i Angreb
og ikke blot overfor de individuelle Synder, men
ogsaa over
fo r Sam fundsuretten og Nøden,
drevet frem, fordi der paa
hviler os en Nødvendighed, vilde vi nok bedre se,
hvor store
Muligheder, der ligger for os — Gud til Ære, Mennesker
til Frelse.
III. Naar der piøjes Nyland.
Af P astor
M. N. Randkær,
Kapemiaumisklirken.
Naar et københavnsk Sogn vokser saa stærkt, at man maa
begynde et særligt Distriktsarbejde for derigennem at for
berede en Deling af Sognet, kan man nok i et saadant Di
striktsarbejde faa en Følelse af, at man ligesom har faaet en
Kanon for at begynde for sig selv.