KøbenhavnsKirkesag_1926-29

264 / 322

247
siaar i løsere Forbindelse med Kirken, maa man — vestjydsk
indstillet som man er — uvilltaarlig spørge: »Ja, men hvor
er Sognet?« I Vestjylland kunde man dog undertiden sige:
»I Dag har Sognet været i Kirke.« — Naar man saa har gaaet
igennem sit Sogn nogle Gange og mærket sig, hvor de Men­
nesker bor, som Kirken har nøjere Forbindelse med, op­
dager man til sin Skræk, at der ikke hare er Opgang efter
Opgang, men Karré efter Karré, hvor man praktisk talt ikke
har Forbindelse med et eneste Menneske; saa føler man:
»Ja, i København har man Sognekirker og Sognepræster
o. s. v., men i Virkeligheden er der jo ingen Forbindelse
mellem Sognet og Kirken.« — Og har man endelig haft Lej­
lighed til at komme indenfor i en Del Hjem, har man op­
daget, at Mennesker ikke bare lever uden Gud, men de lever
saaledes uden Forstaaelse af, at det vilde være en Vin­
ding for dem at faa Gud ind i deres Liv. I Vestjylland er det
saadan, at selv Mennesker, der ikke vil omvende sig, de har
inderst inde Følelsen af, at dette alligevel er baade godt, rig­
tigt og — nødvendigt. Men herinde lever de (tilsyneladende)
i en helt anden Verden baade religiøst og moralsk; paa
Grund af manglende kirkelig Kultur og kristelig Oplysning
er der sikkert mange, der ligefrem synder med god Sam­
vittighed — for Samvittigheden har ikke været under Kir­
kens og Kristendommens Indflydelse og Oplysning. Heller
ikke i den Forstand har Kirken — praktisk talt — nogen For­
bindelse med Sognet. Jeg synes, vi maa sige det saadan, naar
vi ser sandt paa Sagen og stiller den lille (ofte vist udmær­
kede) Kreds, vi har Forbindelse med, op overfor de talløse
Masser, vi ikk e naar. Vi har den lille Kreds; men hvor er
Sognet?
Noget væsentligt i Forskellen mellem København og
Vestjylland er dette, at i Vestjylland har vi udenom Sam­
fundet de store, »kirkelige« Masser, som ved Lejlighed søger
Kirken, staar med Ærbødighed overfor den og, uden at det
er blevet bevidst Trosliv hos dette, dog alligevel véd, at Kir­
ken i Ordet og Sakramenterne har, hvad et Menneske træn­
ger til baade for at leve og for at dø frelst. I København har
det tildels været ligesaadan; men nu er d e »kirkelige « Mas­
ser b levet ukirkelige, d. v. s. de har vendt Kirken Ryggen.
Hertil er der mange Grunde. Men en af dem er sikkert den,
at man indenfor ledende, vakte Kredse ikke har forstaaet Be­
tydningen af F olkets Kirkelighed. Ved enhver Lejlighed har
man talt nedsæ ttend e derom — og gør det endnu. Kommer
der mange i Kirke ved Højtiderne, vrisser man et foragte­
ligt: »Vanekirkegang«. Flokkes Mennesker om Nadverbordet
Skærtorsdag, vrisser man igen: »Vanealtergang.« Jeg ken­
der godt det trykkende derved, men alligevel: hvor util-