270 / 322
253
som Evangeliets Forkynder i et af Storkøbenhavns Arbej
derkvarterer.
Arbejderen forstaar ikke den Tankegang, at Kristendom
men kun skulde være noget, der sigter paa at forvandle den
enkeltes Hjerte, og at den Kristne ikke skulde have Pligt
til at protestere mod en uretfærdig Samfundsorden. Han for
staar ikke, at det skulde være nogen »Begrundelse for Ret
ten til at drage en skarp Skillelinje mellem en Forvand
ling af Hjerter og en Forvandling af den sociale Samfunds
orden og til at sige, at den første maa gaa forud for den
sidste«.
For ham staar det saadan, at Kirken har forsømt, den er
kommet bagefter, ja end mere, den har ligefrem stillet sig
paa Overklassens Side imod de undertrykte og smaa i Sam
fundet. Der findes Arbejdere i København, som har en el
ler anden bitter Barndomserindring om et Præstebesøg i et
fattigt Hjem med Haansord mod Arbejderbevægelsen. Men
saadan var Jesus ikke! —
Der er nu om Stunder en voksende Forstaaelse for den
kristne Kirkes Medansvar for Bolignød og Arbejdsløshed
og for Kravet om, at disse Spørgsmaal finder en retfærdig
Løsning. Og naar de Kristne begynder at forstaa denne Side
af Kristendommen, saa vil ogsaa mange Arbejdere, som hid
til har staaet ret fremmedgjorte overfor Kirken, begynde at
lytte. Det betyder ikke, at naar vi blot bliver »socialt inter
esserede« Kristne, saa har vi dermed ogsaa vundet Arbej
derne for Kirken, det betyder ikke, at der ikke er mange an
dre Vanskeligheder. Men dersom vi forstaar vort Ansvar her,
saa vil Arbejderne høre paa det Budskab, vi har at bringe,
paa en anden Maade, end de før har gjort.
Det er min Overbevisning, at der ogsaa paa anden Maade
er ved at vokse Muligheder frem. Det hænger vistnok bl. a.
sammen med det Indtryk, som den senere Tids tekniske og
videnskabelige Fremskridt har gjort paa den store Befolk
ning. Overfor Livets uhyre Mangfoldighed og Rigdom, der
ligesom er blevet klargjort for os paa en ny Maade i de
senere Aar, bliver vi Mennesker saa smaa. Den Tilværelse,
vi forholder os overfor, er nok alligevel ikke saa lige til at
gennemtrænge med en Menneskeforstand. Om nu Livets
inderste Virkelighed alligevel var Gud! Hvad var det, Jesus
havde at forkynde om Gud?
Noget af clet sværeste ved af være Præst i København er
den indre Bebrejdelse, man bestandig maa gaa med, for alle
de Muligheder, man forsømmer. Hvis man virkelig vil leve
iblandt de Mennesker, man er sat til Præst for, lide med
dem og glæde sig med dem, hjælpe dem og tjene dem, saa