274 / 322
Københavns
Kirkesag
og Menigheden.
Kirkesalens Linje og den danske
Menighed.
Foredrag ved Hjælpeindsamlingens Repræsentantstævne
af Sognepræst
Kr. Jensen.
Det, der gik gennem Stævnets første Dag, var dels
Tak og Lovsang til Gud for dette Arbejde og dels en Klang
af Ængstelse. Det er dette dobbelte, som vi Arbejdere i Kø
benhavn atter og atter møder, dels Tak og Undren over
Arbejdet, dels Spørgsmaalet: hvordan gaar det med Arbej
det
selv,
det, som det aller egentligst kommer an paa?
Dette er ingen Idyl og skal heller ikke være det. Vi
maa være klare over, at der i dette Spørgsmaal er forskel
lige Syn, der brydes.
Lad os først fastslaa, hvad vi er enige om. Jeg forud
sætter, at vi er enige om, at det ikke er det at bygge
Kirker, der er det egentlige, men Arbejdet, der gøres for
Menneskers Frelse. Desuden gaar jeg ud fra, at man ikke
forudsætter om os andre, at vi holder Kød for vor Arm.
Vi betragter hverandre som Mennesker, der vil gøre det
rette, det, som vi tror, Gud vil føre os til. De maa ikke af
mig vente et Foredrag, det bliver nærmest en Række Be
mærkninger; der er ikke noget nyt deri, det meste vil fin
des i Kirkefondets Aarbog i de forskellige Artikler. Dette
bliver et Indlæg, ingen objektiv Redegørelse.
Lad mig først fastslaa, hvad vel alle véd:
K irk efon d ets
sæ rlige P rog ram
er: det frivillige Arbejde i Forbindelse
med Folkekirken. Vi kan være forskelligt betonede, nogle
mere frikirkeligt, andre mere folkekirkeligt, men vi er
enige om, at der baade i det frie Arbejde og i det folkekirke
lige Arbejde er Værdier, som vi ikke nu kan undvære.
Det tager mig altid om Hjertet, naar Biskop Wegener
siger: »vor kære gamle Folkekirke«, det faar en Streng til
at klinge i mig. Men det er altid Købstædernes og Lands
byernes Kirker, jeg tænker paa. Der er stor Forskel paa
Forholdene i en Storby og paa Landet. Derude føles der no-