277 / 322
260
steriet ikke altid retter sig efter Menighedsraadenes Ind
stilling og tager Nr. 1. Biskop
F onn e sb e ch -Wu lff
har ofte
udtalt, at der burde være en »Pavse«, hvor man kunde
udnævne en Præst uden Indstilling fra Menighedsraad,
saadan som i Sønderjylland i den tyske Tid, hvor det hver-
anden Gang var Konsistoriet og hveranden Gang Memg-
hedsraadeL Denne Beskæring af Menighedsraadenes Ret
skulde ske af Hensyn til ældre Præsters Forflyttelsesmu
ligheder. Men gælder Hensyn til en Præsts Anciennitet da
mere end det arbejdende Lægfolks Ret? Jeg synes, det er
mærkeligt, at mange Kredse tror saa stærkt paa den An
svarsfølelse, der kan vækkes i Mennesker, naar de kommer
ind i et Menighedsraad, men ikke viser nær saa stor Tillid
til dem i vore Menigheder, der arbejder for Herren. Det er
uretfærdigt.
Kirkefondet har en stor Mulighed for
In d flyd else ved
P ræ s tea n sæ tte ls er
og derigennem for Samarbejde mellem
Præster og Samfund. Og naar man indenfor Lovens Græn
ser kan skaffe bedre Forhold, saa skal man naturligvis
gøre det, selv om man andre Steder ikke kan. Fordi man
i det øvrige Land har en daarlig Ordning, behøver man
da ikke for Ligelighedens Skyld at klamre sig til den, hvor
man kan raade Bod paa den. Ja, det er noget med Penge.
Kirkefondet har Kaffelegatet; derved kan det give Til
skud til Præsteløn og faa mere erfarne Præster fra Landet
herind.
Det er Helweg-Larsens Kongstanke: at dele lige her
og sige: Her er Folkekirkens Ret, og her er den frie Me
nigheds Ret. Det undrer ofte Mennesker, dette: »Hvorfor
skal de Folk, der ikke kommer i Kirke, bestemme, hvem
de skal høre, som kommer der?« Ja, de spørger jo saadan
i deres Naivitet! Eller-J Naar vi gerne vil give en Gave,
hvorfor skal saa andre bestemme, om vi maa faa Lov
til det?
Manden fra Gaden, der elsker Guds Arbejde, tænker
ikke i høje, principielle Linier, men ganske jævnt og prak
tisk vil han synes sig ladt i Stikken, hvis disse Mulighedel
bliver til Virkelighed. Det vil ikke skabe Idyl. Aa nej. Jeg
husker, Oscar Geismar siger et Sted: Guds Fred, det er
ikke en hvidmalet Bænk i en Præstegaardshave. Nej, det
er det ikke; men »Guds Fred er mer end Englevagt«. —
Der bliver Strid, siges der. Det rører mig ikke. Strid har
vi alligevel. Og en. Strid med den blanke Klinge, der glim
ter i Solen, skal man ikke være saa bange for.
»Man skal gaa frem i Tro.« Ja, der var ogsaa engang
En, der sagde til vor Frelser: Kast dig herned (altsaa i
Tro), og han skal give sine Engle Befaling, at de skal bære