271 / 322
var det i og for sig nok, om man som Præst havde 3—400
Familier paa sit Hjerte. Men en københavnsk Præst har som
bekendt mindst 5000 Mennesker. Man har ofte en knugende
Følelse af aldeles ikke at være naaet til Bunds i det Distrikt,
man betjener, og aldrig at kunne naa det.
Saa véd jeg nok, at det er moderne at sige omtrent saa
dan: Ja, men bare ogsaa Præsterne vilde passe det, de skal,
d. v. s. først og fremmest deres Prædiken og Husbesøg. Og
bare de vilde lade være med alt det Møderenderi og -maski
neri og i Stedet forstaa, at de ikke skal være Præst blot for
en lille Klike, men for hele Sognet, — saa vilde de heller ikke
forsømme saa meget.
Jeg forstaar saa inderlig godt det sande i denne Tale. Men
det kirkelige Arbejde befinder sig for Tiden her i Køben
havn i en meget vanskelig Krisetid. Og jeg maa tilstaa, at
jeg hører til de umoderne unge Præster, som mener, at vi
n etop
i denne Tid skal være trofaste mod de Arbejder, som
er sat i Gang af et tidligere Slægtled. Der er dem, som spør
ger (ikke uden en vis Kulde), om
vi
da skal »vedstaa Arv og
Gæld«. Jeg mener: Ja, — ogsaa fordi vi ikke har fundet nye
og bedre Veje for det kirkelige Arbejde. Og desuden findes
der »Rammer«, som aldeles ikke er »udslidte« eller »for
ældede«, men tværtimod ejer Ungdommens hele Friskhed
og Nyhed endnu og er fulde af Missionsmuligheder, f. Eks.
Børnehavearbejdet. Her er en af de Ting, hvis Berettigelse
man ikke
kan
tvivle om!
Skal vi da være tro imod det gamle og alligeved prøve
paa at gaa ud og være Præst for det hele Sogn, saa véd jeg
ikke andet at sige, end at saa maa vi ogsaa til at være me
get, meget mere flittige. Vi maa
kæm pe
for at naa til
Bunds,
der hvor vi er sat.
Det kan ske, at man kan gaa i Dage og Uger og blive mere
og mere nedslaaet og sommetider ligesom begynde at tvivle
om sin egen Eksistensberettigelse som Præst og inderlig godt
kan forstaa, at Præster, naar de samles til Drøftelse, vælger
et Emne som »Kirkens Svaghed«; og saa er det dog saa
dan, at man ogsaa pludselig en Dag kan ligesom i et Glimt
skimte, at der et og andet Sted i denne By er ved at spire
og vokse noget frem. Der er ved at komme nye, store Mu
ligheder op.
Gud give, at København da, naar Mulighederne er der,
maa være besat af en Skare nidkære, uselviske, unge Præ
ster, som ikke arbejder paa deres egen lille Sag (og derfor
ligger og kives indbyrdes), som ikke prædiker deres egen
lille Kæphest, men som kender og forstaar Arbejderklas
sens Kaar og Kamp og kan møde den med det store Bud
skab, saadan, som det skal forkyndes for dem.
254