123 / 260
staaelige, fordi han knapt nok. kjendte Tidens Cliquevæsen
og endnu mindre begreb, at Partiskhed spillede under
Dække imod ham.
1 «Cameronernes» Sted indleverede
han et nyt Skuespil «Dione», der blev opført og med
Rette ikke gjorde Lykke.
«Streg, ud, streg ud!» sagde Hertz til ham; «hvad De
streger ud, det piber man ikke ud.»
Nye Arbeider havde allerede hos Forfatteren, da næste
Saison kom, fortrængt «Cameronerne»; det blev lagt paa
Hylden og ligger der endnu.
Etlar gav maaske selv, ofte uden at vide det, An
ledning til Uvillie; han gjorde idetmindste Intet for at bi
lægge det Fjendskab, hans begyndende Ry skabte ham, som
enhver anden gryende Storhed. Tværtimod.
Han stødte
for Exempel den venligsindede Overskou fra sig. En Dag
var denne kommen op til ham og havde spurgt, om
de ikke i Fællesskab skulde skrive et Stykke.
Brosbøll
havde ikke megen Sympathi for Overskous Produktion og
spurgte ironisk med sit blideste Smil og med Hovedet fuldt
af Victor Hugos Skildringer, hvad det skulde være for en
Dukkekomedie. Overskou forlod ham opbragt.
Angaaende hiin Tids Kritik staaer for Resten følgende
at læse i Overskous Theaterhistorie:
«Det var ikke nok, at enhver Clique anvendte Alt for
at faae sine Udvalgte trukne frem; men disse skulde staae
alene som beundringsværdige.
Derfor maatte tillige alle
Andre, der fremtraadte med Krav paa nogen Opmærksom
hed, stødes tilbage. — Det var altid ved Bedømmelsen af
et Kunstværk først og fremmest om at vide, hvem For
fatteren var.» —
1 Minnis Café samledes en Deel gode Hoveder. Herfra
1 04