119 / 260
100
Derefter blev han taus igjen indtil midt i fjerde Akt.
Da foer han pludselig i Veiret og blandede et gjennem-
trængende Bravoraab med Tilskuernes Bifald.
«Dette hersens skal, Fanden tage mig, inte pibes!»
udbrød han og klaskede sine barkede Næver imod hinanden.
Mere hørte Claus og jeg ikke. Tilskuerne klappede.
Mine Øine blev vaade.» —
«Bifaldet var umaadeligt,» det blev Goldschmidt Dagen
efter nødt til at fortælle Publikum i sin «Korsar», istedet
for den paatænkte Ligtale. (Overskou siger om «Eiaghs
Sønner» i sin Theaterhistorie,
5
. Del, Side
677
: «For
fatteren viser betydeligt dramatisk Talent.
Handlingen
skrider hurtig frem.
Den indeholder mange poetisk ud
kastede Scener, stor theatralsk Virkning, og vinder under
Udviklingen stedse større Fylde og Spænding. Blandt de
Spillende udmærkede sig især Michael Wiehe, Vilh. Holst
og Frk. Ryge, hvilken sidste, som Ines henrev Publikum
ved sit ypperlige Spil.)
Næste Dag, tidlig om Morgenen, bankede det paa
Etlars Dør. Han blev meget forundret ved at see Hr. Scene
instruktør Nielsen i egen, høie Person træde ind. Denne
kom for at ønske ham til Lykke og udtalte sig paaskjønnende
om den Klarhed, med hvilken de spillende Personer vare
skildrede.
«Apropos,» tilføiede han; «jeg fik Lyst til at spille
Lord Argyle; han kom ikke til sin Ret og var noget
uklar i Fremstillingen. Synes De om det, saa lærer jeg
Rollen, til Stykket gaaer næste Gang. De kunde jo tale
med Etatsraad Collin derom.»
Etlar smilede til dette uegennyttige Forslag og svarede: