117 / 260
98
paa Gulvet og i alle Loger, Herrer og Damer, hilsende og
smilende. Alle vore literaire Størrelser vare tilstede.
«Det kan blive en rar Concert for Dig,» hviskede
Claus, «dersom alle disse Mennesker give sig til at fløite.
Men det siger jeg Dig for Alvor, Carl, Du holder Dig
rolig, hvad der saa skeer. Det lover Du.»
Jeg fik ikke Tid til Svar.
Bag os lød en dyb Røst:
«Vil De inte lette Dem lidt, saa jeg kan komme ned
paa første Bænk? Jeg har betalt for Pladsen.»
Der blev øieblikkelig veget tilside, og en massiv og
bredskuldret Skikkelse med et stort og graaligt Hageskjæg
og et rynket, solbrændt Ansigt viste sig. Han udbredte
en gjennemtrængende Duft af Tjære omkring sig og gled
ned ved min Side, idet han tilføiede:
«De gjør nok bedst i at knibe Dem en Smule sammen
endnu, hvis jeg ellers skal faae Plads — begge mine Been
er krumme — dumpet ned fra Merset paa Eskildsens Bark,
— en rar Ballade, kan De tro. — — See saa, nu er det
godt.»
' For at faae Sømandens Livsskildring endt, vendte jeg
mig om mod Claus og lod, som om vi vare i en dyb
Samtale. Men Manden med de krumme Been skød til mig,
tog sig et Stykke Tobak og hviskede:
«Det skal pibes, dette hersens.»
«Det er vel ikke saa afgjort,» tillod jeg mig at be
mærke.
«Jo, saa min Sjæl er det afgjort. Jeg kommer ind
til Egholm efter to Dusin Holzskruer, saa dumper der en
Siyder ind med Snor om Huen og forlanger en Pibe.»
«Vi har ingen Piber,» svarer Krambodsvenden; «dem
maa De gaa til Beendreieren efter.»