113 / 260
94
P. L. Møller kunde aldrig møde Goldschmidt uden at
blive spydig og tilsidst uartig. Han syntes at gjøre For
dring paa en Overlegenhed, han ikke var i Besiddelse af.
Om hans Ord skulde være Spøg eller Misundelse, var van
skeligt at sige; men blot det er vist, at Tilhørerne tilsidst
bleve kjede af at være Vidne til deres Samtale.
«De har Ret,» sagde Goldschmidt til Svar paa Møllers
Spørgsmaal.
«Jeg er i daarligt Humør idag.
Jeg har
lagt Planen til et rigtig smukt og iøinefaldende Julenummer
af «Korsaren», gjort Alt, hvad der kunde hjælpe os dertil,
et Nummer udgivet i tre Farver: hvid, rød, blaa, hvad synes
De? Min trofaste og geniale Tegner, L o u is T ou ch er,
har denne Gang overgaaet sig selv med sine Billeder. Men
Texten! Texten!
Det er den Steen, vi støder imod. Jeg
bliver vist nødt til selv at fylde hele Bladet.»
«Gud bevares, hvor det vil blive et vittigt Nummer!»
sagde Møller; «man vil slaaes derom, to, tre Oplag, mindre
kan det da ikke være. Jeg og min Værtinde subskribere
strax paa et Exemplar. — Hvis Hr. Meier Goldschmidt til
lader det, skal jeg give Dem et godt Raad.»
«Et godt Raad fra Dem er en Umulighed,» sagde
Goldschmidt.
«Hør først og døm saa. Har De store Lommer i
Deres deilige Vinterfrakke? — Gaae over til Viinhandleren
paa Hjørnet og forlang — hvor mange er vi?»
«Fem.»
«Gaae over til Manden og lad ham stikke Dem to
Flasker af hans allerbedste Champagne i Deres Lommer.
Imidlertid tager enhver af os sit Papir og skriver et og
andet godt Indfald, en Vittighed, et Julevers, som leveres