111 / 260
92
Nu kommer den interessante Begivenhed, jeg vilde for
tælle om.
En Aften i
1 84 4
, da nogle af den sædvanlige Kreds
vare samlede hos mig, havde jeg atter fortalt endeel Træk
om mine smaa Venner.
«Deres Skildring af Dyreverdenen forekommer mig lidt
langtrukken,» bemærker P. L. M øller; «hvis den skal vare
længer endnu, vil jeg tillade mig at lave et nyt Glas Toddy.»
Han lod Handling følge efter Ordene og havde atter sat sig
til Leie i sin Krog, da det bankede paa Døren, og Gold-
schmidt kom tilsyne, pyntelig, let og smilende.
«Jeg maatte op og see, hvorledes De har det,» sagde
han. «Stakkels Skribent! De vil opleve en sørgelig Historie
imorgen Aften.»
«Hvorledes det?»
«Deres Stykke, Eiaghs Sønner, skal jo gaae første Gang
paa det kgl. Theater. Alverden veed, hvem der er Fader til
det, og De vil blive udhysset.»
«Er det saa afgjort?»
«Selvfølgelig er det afgjort. Der skal pibes. Alle
vore store Skuespillere, som ellers faae Folk til at dandse
efter deres Pibe, glimre jo i Stykket ved Fraværelse; ikke
een har Rolle deri. Jeg gik saamænd underveis hertil og
studerede paa en ny og smuk Ligprædiken over Dem.»
P. L. Møller endte Goldschmidts ubetimelige Angreb,
idet han henne fra sin Krog udbrød:
«Hør, Goldschmidt, hvad vilde S ø ren K ierk egaard
Dem forleden? Jeg saae, at De lod ham sidde og vente
ude i Forværelset henne paa Kjøbmagergade, inden han blev
stedet i Audients. Den lille Mand blev heelt nervøs og
trippede tilsidst frem ogtilbage i Stuen.»