108 / 260
Han smilede, tog sig atter en Priis Tobak og glemte,
da jeg kom igjen, at han havde leveret Recepten til det
Mesterværk, jeg bragte ham.
«Deres Stykke er for deklamatorisk,» sagde han en
Maaned senere, «for voldsomt; det gaaer ikke.»
Da Etatsraad Collin havde hørt min Beretning, smilede
ogsaa han, kun paa en anden Maade. Han havde læst mit
Drama og sagde: «Naa, saa Heiberg synes ikke om det —
jeg synes om det, Levetzau synes om det, vi spille det i
næste Maaned.» — Jeg svarede Intet, trykkede blot den
gamle Mands Haand og skyndte mig ud af Værelset, for at
han ikke skulde lægge Mærke til, hvor bevæget jeg var.
Heiberg havde længe været i daarligt Humør. Hans
sidste Arbeider vilde ikke trænge igjennem saa ubetinget
som tidligere.
En af hans bedste Venner, Komponisten
Weyse, skrev en skarp Kritik over Dramaet «Fata Mor
gana». Heiberg svarede med følgende sex Linier:
«At Fata Morgana D ig ei behager,
O g at Du Skinnet for Sandhed tager
E r vist nok; men Skylden er ikke min.
Je g Publikum haver en Perle foræret;
Men aldrig har det min Hensigt været
At kaste Perler for — Sviin.s
Jeg husker alle disse Smaahistorier og alle disse Koryfæer
fra den Tid, som om jeg saae dem lyslevende for mig; men
idet jeg kalder Fortidens Billeder frem, er det tillige, som
om jeg vandrede hen over en Kirkegaard, lutter Grave til
alle Sider, lutter Glemsel! Det kan jo ikke være ander
ledes. — Vi gaae videre i Texten!
Jeg boede i disse Solskinsdage paa Hjørnet af Skinder-
gade og Klosterstræde hos en elskværdig gammel Officers-
89