109 / 260
9°
enke, hvis daglige Selskab indskrænkede sig til en tam
Kanariefugl, en ualmindelig fed Moppe og to srnaa, hvide
Muus, som af og til aflagde Besøg i mit Værelse.
Først
maa jeg fortælle lidt om min egen daglige Omgang, hvis
jeg blot kan vække Interesse for Familiens Eiendommelig-
heder. Der var nu fire srnaa, nydelige Kapucineraber, af
hvilke den mindste havde Brystsyge og kostede store Summer
til daglig Anskaffelse af Mælk og Salep. Sukker fik den
mindre af; dermed fodrede P ou l C h iew itz den, naar han
kom op og besøgte os.
De tre andre Aber havde ved
deres daglige Omgang med Kunstnere og Studenter erhvervet
sig Kundskaber og Begreber, som grændsede til det Utrolige.
Den ene af dette Selskab hed Ulle, den anden Ib, den tredie
Tusse; den Brystsyges Navn var Jappe. Blev der for Exempel
sagt til Ulle, at den skulde gaae hen i Vinduet, saa mar-
scherede den af Sted, krøb op ved Hjælp af Gardinerne,
saae ned paa Gaden og viste Tænder mod Hunde og Heste,
som komforbi. Blev Ibs Navn nævnet med Ordre til at
entre op paa den aabne Dør til næste Værelse, lystrede den
strax. Tusse derimod holdt meest af at kommanderes hen
til Kulkassen ved den varme Kakkelovn; der blev den villig
siddende, strøg med de srnaa, klamme Hænder ind mod Ovn
døren og skreg, naar den brændte sig.
«Det er Instinkt altsammen,» meente Professor Rasmus
N ie ls e n , som en Dag fulgte op med S ib b ern , for at be
undre Familien.
«Det er Reflexion og Kløgt,» meente Sibbern, hvor
efter der fulgte en dybsindig og videnskabelig Forhandling,
som jeg vil tillade mig at springe over, og som jeg ikke
husker et eneste Ord af.
Nu vil jeg derimod skildre det fornemste Individ i