110 / 260
Selskabet, en lille, tam Bjørneunge, ikke større end en Hare.
Den havde Tilladelse til at spadsere ubunden omkring i
Værelset, saa længe jeg var hjemme; derimod blev den puttet
ned i Spækhøkerens Sandhuus, medens jeg var borte.
«Det Asen er langt klogere end et levende Menneske,»
kom Spækhøkeren op og forsikrede. «Dernæst er den saa
drillevorn, at den skulde skee en Ulykke. Idag har den
revet sig løs inde i Sandhuset og pilket Hængslerne fra
Laagen. Da jeg kom hjem fra Torvet, vraltede den om i
Gaarden og gjorde Sjov med Hønsene.»
Jeg kjøbte det lille Væsen af en Finlapperkapitain, der
laae med sit Fartøi udenfor Børsen. Han havde solgt sit
Tømmer og længtes nu efter Hjemmet for at bringe en ny
Last herind. Fem Rigsdaler skulde Bjørneungen koste —
Røverkjøb! et lille, brunt Egern i Tilgift og Forpligtelse
for Sælgeren til at bringe begge Dyr hjem i Klosterstræde.
Saa var Handelen sluttet, og jeg sjæleglad derover. Egernet
og G old sch m idt bleve strax bekjendte og hinanden hengivne
Venner. Et uomstødeligt Beviis herpaa var, at den lille
Dandser, som til stor Fornøielse for Professor S ch iern og
hans unge Hustru tilbragte hele Timer med at hoppe frem
og tilbage i Vindueskarmen, en Dag pludselig sprang fra
Vinduet hen paa Goldschmidts Skulder med en spansk Nød
i Munden og skjulte Nødden omhyggeligt under Goldschmidts
Frakkekrave. Omsider løb den bort og kom aldrig mere
tilbage. Den stakkels Bjørn derimod fik et sørgeligere Ende
ligt, efter hvad Biograferne melde. Jeg blev tilsidst nødt
til at skille mig ved min Yndling;den kostede saa meget
og kunde fortære et heelt Rugbrødom Dagen.
Jeg solgte
den da til Gautier, som solgte den til Kjærbølling; endelig
blev den skudt, efterat have sønderrevet Oppasserens ene Arm.