106 / 260
87
hvad han havde skrevet, hørt hans Forelæsninger, desuden
grundig gjennemtænkt og studeret det Emne, Oehlenschlager
her drog mig ind paa. Lidt efter lidt udspandt der sig en
livlig Samtale, hvori jeg med sømmelig Beskedenhed gjorde
min Mening gjældende af mit Hjertes Overbeviisning og med
de Grunde, jeg havde paa rede Haand; men jeg fik tillige
Leilighed til at udtale min dybe Beundring og Henrykkelse
over hans nordiske Kæmpefigurer, den herlige Aand, der
gav mig min første Indvielse i Literaturen.
Oehlenschlagers strenge Udtryk tøede lidt efter lidt op,
et venligt Smiil oplyste hans smukke, fyldige Ansigt, og da
jeg omsider tog Afsked, fik jeg et kraftigt Haandtryk og
Indbydelse til ret snart at komme igjen, for at han kunde
gjennemgaae forskjelligt Stof med mig, en Indbydelse, jeg
naturligviis med Glæde benyttede.»