104 / 260
§5
Den førstnævnte indstillede Opgave formeentes at være
indsendt af en bekjendt Literat, der temmelig bittert udlod
sig om dens Forkastelse og om den foretrukne Besvarelse.
Carit Etlar blev saaledes endelig tilkjendt Universitetets
store Guldmedaille, men fik den alligevel ikke, og det gik
saaledes til.
Dagen før Universitetsfesten og Medailleuddelingen skulde
finde Sted, indfandt den unge Student sig hos Professor
Sibbern og gjorde den beskedne Fordring, at han denne
Gang vel fik mindst to Medailler, siden han nu var Student,
og det havde jo været det eneste, der var at udsætte paa
ham og hans Afhandlinger, da han tidligere blev tilkjendt
Medaille.
Gamle Sibbern rystede med Hovedet og dreiede
hurtigere paa det sammenrullede Papirsstykke, som han altid
havde i Lommen eller i Haanden, naar han overveiede noget.
«Det kan ikke lade sig gjøre,» sagde han, efter at have
betænkt sig lidt; «nei, det lader sig bestemt ikke gjøre.»
«Saa indfinder jeg mig heller ikke til Festen imorgen,»
sagde den stridige Student.
«Det skal De.»
«Jeg gaaer ind til Kasserer Friis, Universitetets Kvæstor,
idag og faaer to og tresindstyve Rigsdaler udbetalt i Stedet
for Medaillen. For den Sum reiser jeg saa over til Jylland.»
Sibbern sad og rullede sit Papir sammen, dobbelt saa
hurtigt som før. Han var ikke tilfreds med det han hørte.
«De skal kjønt gjøre, hvad jeg raader Dem til,» sagde
han med det blide og venlige Smiil, som altid var tilstede.
«De veed, jeg holder af Dem — jeg har beviist det.»
«Ja, det veed jeg, og det glemmer jeg aldrig.»
«Hvad vil De ovre i Jylland?»
«Jeg vil besøge Blicher, Vesterhavsfolket og Taterne,