105 / 260
86
vandre Heden igjennem med min trofaste Hund, glemme al
Strid og Kævl og Smaalighed herovre. — Jillad mig nu
at gjøre,
hvad jeg synes bedst om. Det er hos Taterne
jeg skal
hente min Medaille,» tilføiede Studenten med en
let undskyldelig Ironi, gjorde en dyb og ærbødig Hilsen og
bortfjernede sig for at gaae op i Kvæsturets Kontor og hente
sine to og tresindstyve Rigsdaler.
Sibbern sagde Dagen efter i Universitetets Festtale, at
det var
noget hidtil ukjendti dets Annaler, at en Ikke-
Student to Gange vandt Prisen og tredie Gang som Student
erhvervede Universitetets Udmærkelse.
Nogle Dage senere modtog den unge Forfatter et Bud
fra O e h len sch la g er om at besøge ham paa Bakkegaarden.
«Jeg vidste meget vel, hvad han vilde,» fortæller han; «jeg
havde nemlig i min Afhandling om «Sakuntala» berørt
Oehlenschlagers Virksomhed og omtalt, hvorledes han efter
min Mening var mindre som Lystspil- og moderne Drama
forfatter end som Tragediedigter. Det var derfor ikke med
rolig Samvittighed, at jeg vandrede gjennem Frederiksberg
Have, for at stedes for vor store Digter. Jeg blev mod
taget af Sønnen og viist ind i Oehlenschlagers Arbeids-
værelse, hvor han selv stod ved Bordet med Haanden stukket
ind paa Brystet.
Jeg ønskede mig velbeholden ovre paa
Heden, medens han betragtede mig med sit gjennemtrængende
Blik. Efter nogen Indledning ytrede han med et overlegent
Smiil:
«De synes altsaa ikke om min «Dina». Jeg troer, De
har Uret i Deres Anskuelse, og ønsker at tale med Dem,
da meget i Deres Universitetsafhandling og Arbeider har
behaget mig.»
Jeg tog Mod til mig. Til Lykke havde jeg læst Alt,