112 / 260
93
«Hvad han vilde, er en Sag mellem ham og mig,»
svarede Goldschmidt med sit ironiske Smil.
«Han vilde
maaskee have sig et Vers som det, De trykte om ham i
«Gæa».
«En Gang en Pukkelryg en Digter bad
At skrive ham et Stambogsblad,
Ei langt, men indholdsrigt det skulde være.
Han skrev: Din Bagdeel er ei til din Fordeel, Kjære!»
citerede Værten med falsk Pathos.
«Det har han skrevet,» sagde P. L. Møller og angav
mig med sin Pibespids.
«Søren Kierkegaard bad mig om et Stambogsvers, fordi
han havde læst mine Epigrammer i «Gæa». Jeg skulde sende
det hjem til ham paa Nørregade, hvis jeg ellers var istand
til at skrive saadan et Vers. Den Ytring blev jeg fornærmet
over, og opfyldte hans Ønske; han syntes vist ikke rigtig
om det.»
«Men,» tog atter P. L. Møller Ordet, «hvordan har
den lille Meier Aron det idag? Han er ikke i godt Humør.
Det er vist, fordi han ved Synet af mig kommer i Tanke
om, at jeg har fire Mark tilgode efter vort sidste Regnskab.
Eller er det maaske, fordi De underveis har mødt en eller
anden fremragende Person, som saae paa Dem uden at ville
hilse? Betro os det kun. Vi dele Deres billige Sorg.»
«Lad mig være fri for at høre dette Barnevaas.»
«Ja, høitærede Ven og Velynder, jeg sidder jo blot og
grunder over det bistre Udtryk i Deres kuglerunde Ansigt.
Aarsagen kan umulig være den, at De mangler Stof til
sidste Kapitel i «En Jøde». Derom ere
vi
jo bievne enige.
Skrift for os. Lad os dele Deres Sorg.»