116 / 260
97
Kulde og Regn, det var Veirets daarlige Varsel den
følgende Dag,
7
. December.
Den unge Forfatter maatte
alligevel ud, først for at læse Plakaternes Navn paa hans
Stykke, «Eiaghs Sønner», dernæst hen til Theatret for at
see, hvor mange af de betydningsfulde, hvide, smaa Tavler,
der vare ophængte i Vestibulen til Tegn paa det Solgte.
Han kjøbte to Billetter til Galleriet og hviskede til Kas
sereren om, hvorledes det gik med Afsætningen. Der stod
en lang og ventende Række udenfor Billetkontoret; inde
sad en gammel Mand med hvide Haar og smilende Ansigt.
Han nikkede til Spørgeren.
«Det gaaer brillant,» hviskede han. «Om en Time
har vi blankt Bord, De kan stole derpaa. — Undskyld, er
det ikke Hr. Bassebjerg, jeg har den Fornøielse at tale
med, Forfatteren til Tingesten? Gratulerer Dem, gratulerer!
Jeg listede mig ind til Generalprøven igaar. Naada! De
skulde have seet Michael Wiehe og Frøken Ryge, sikken
et Sammenspil! De fik Taarer i Øinene paa En. — Og
som hun var klædt paa, saa nydelig — sikken en Hold
ning! Og som hun har det med at vinde Folk ved sin
blide og
sjælfulde Røst! Hun river dem med sig, Folk
troe paa,
hvad de see og høre, naar blot hun er tilstede.
— Saadan en Skuespillerinde faae vi aldrig Mage til i
vore Levedage. — Farvel! Farvel!»
1 Selskab med en gamel Kammerat, Doktor Claus Blok,
gik Forfatteren om Aftenen til Theatret.
«Jeg tilstaaer, det generede mig lidt at trække Veiret,»
fortæller Carit Etlar, «da Claus og jeg marscherede op ad
Theatrets Trapper; men det gik over, da vi naaede vore
Pladser.
Naar vi saae os om, myldrede det af Tilskuere
7