121 / 260
Dramatisk Virksomhed.
et maatte være mere end lokkende for en Digter at
see sine Drømme og Figurer gjort levende paa en
Scene, der bares oppe af Koryfæer. Som tidligere omtalt
var Theatret dengang Folkets Hovedinteresse. Ikke alene
en Kunstinstitution af høi Rang, men tillige en virkelig
Opdragelsesanstalt, hvis Livskraft var den almindelige Be
vidstheds Nerve.
«Virkeligheden» var til dengang som
nu, det var blot en forædlet Virkelighed, takket være dens
Kunst og Kunstnere.
Den var ligesaa lidt dengang som
nu en tilbedelsesværdig Selvstændighed, men et Produkt,
afhængigt af Tidsaandens og Civilisationens midlertidige
Dannelsestrin og Udvikling. Theatret var Dannelsens Vugge,
dens Arne, dens Alter.
Carit Etlar ofrede paa dette Alter med en Ærefrygt
og Begeistring, som det er givet faa Mennesker i Fie,
færre at give Udtryk. Han higede allerede i disse Ung-
domsarbeider mod de store Høider, med Trang til det
Høieste inden i sig, som han søgte at give Udtryk i saa
bredbrystede Stormennesker som muligt, «dem fra de stæ rk e
Tider». «Cameronerne», et romantisk Skuespil i fire Akter,