CarlEtlarsMinder

105

udgik Kritiken.

Vee den Formastelige, der, som Carit

Etlar, gik sin egen Vei og hverken støttede sig til Ven

eller Fjende.

Han blev sablet ned for Fode, heldigviis

uden at Brosbøll rigtig forstod, hvor slemme de vare ved

ham, eller at hans tidligere Held havde vakt Animositet i

den æsthetiske Leir.

Det er i det Hele mærkværdigt, hvor lidt Etlar

har haft Øie eller Øre for Omgivelsernes Antipathier og

Sympathier, for hele dette Væv af Interesser, der udgjør

Samfundets Kit. Hine Dages Theaterstridigheder og Intriger,

der ofte nok ere bievne omtalte, giede ham aldeles uændsede

forbi. Politiken var altid for ham en fremmed Bog, hvis

interessanteste Sider havde Møie med at fængsle hans Op

mærksomhed. Cliquernes For og Imod vare uløste Gaader

for hans Blik, der søgte andetsteds hen.

Denne Mangel paa Talent til at bugte sig frem mellem

farlige Skjær, denne Uafhængighedstrang, som er egen for

dem, der møisommelig bane sig Vei, og som hos en ung

Mand let forvexles med Egensindighed, denne ofte hensyns

løs ubændige Natur og Fantasikraft, der nu voldsomt brød

igjennem og til sine Tider gav sig Udslag i for frodige

Skud, denne Gaaen op i en egen Verden, der gjorde hans

Personlighed heelstøbt og senere blev ham til stor Nytte,

skaffede ham i hans første banebrydende Aar uforsonlige

Modstandere og overlegne Uvenner rundt om i æstheti-

serende Klubber, — Forstandsmenneskets Satire overfor

primitiv Følelse.

Skjøndt Etlar nu stod udrustet med flere videnskabelige

Udmærkelser end de fleste af hans Antagonister, vilde disse,

trods Sibberns Protektion, ikke anerkjende den «Ubekjendte»,

som Goldschmidt titulerede ham i «Korsaren».

Andre