125 / 260
Aandsretninger søgte at føre det store Ord. Den lille, sir
lige Goldschmidt kunde ikke sympathisere med Etlars kraft
fulde Fantasi og Følelsesverden.
Hans Pen blev derfor
mangen Gang lovlig spids mod ham, medens P. L. Møller,
der satte sig selv i Kritikens Høisæde, indhyllede sig i en
Overlegenhed overfor Vennen, den han ikke i Længden
mægtede at haandhæve.
Omtrent
ved denne Tid fandt Etlar
en væsentlig
Støtte i Infanterioberst Piessens Huus, hvori han næsten
blev betragtet som Søn. Fru Piessen, en født Gutfeldt,
udøvede ved sit fine og slebne Væsen en gavnligIndflydelse
paa hans Optræden. I dette Huus færdedes han mellem
dekorerede og betitlede Herrer og elegante Damer med flint
udviklet Smag. Det morede ofte Husets ædle Frue at give
den unge Mand Lektion i Comportement og belevent
Væsen.
«Det var ofte pinligt for mig,» fortæller Forfatteren,
«naar jeg troede ubemærket at være sluppen ind i Salonen,
at høre Værtinden kalde mig frem.»
«Det var vist ikke Dem, som traadte ind. Maa jeg
bede Dem komme ind om igjen, Albuerne mod Siden,
Hatten bæres med let bøiet Haandled op mod Brystet.» —
Der hjalp ingen Indvendinger.
«Det gjælder ikke saa meget om selv at tale som at
forstaae at faae Andre dertil,» formanede hun jævnlig.
En Dag, da Rumohr underholdt sig med den unge
Kunstner, benyttede denne blot korte, samtykkende Svar
eller beundrende Udraab og Spørgsmaal.
«Det er en overmaade interessant ung Mand,» ytrede
Rumohr lidt efter til Værtinden, som smilende havde
hørt til.
106