126 / 260
Cariit Etlar følte sig dog oftest som åen faugne Hede
fugl i diisse Omgivelser og var aldrig gladere, end »aar
han atter sadl alene oppe i sin E reaiitlytte paa Kvisten
modi sine kjære Forbilleder: Shakespeare, Dumas,, men, først
og sidst Victor Hugos, Dram,aer; han kande disse Forfatteres
Hovedværker udenad, optog dem, i sig, men 'bevarede fuldt
ud sin egen Oprindelighed.
Saaledes blev det lidt, efter lidt, Carit Etlar forundt at
civilisere den Naturkraft, han havde medbragt fra, .Bårne-
hjemmet, uden at den dog mistede noget af sin Ejendomme
lighed under de Studier, som. Hovedstadens Kultur- og
Konkurrence-Liv tvang ham til at gjiiennemgaae., Hans Om
gang tilsleb., men afsleb Intet af hans Naturel.
Skjøndt en Række Dramaer herefter saae Dagens Lys,
— nogle bleve opførte og trykte, andre findes utrykte i
Forfatterens Gjemmer, — saa kan det ikke nægtes, at hin
Tids «Uvenlighed», som omtalt, har skadet Etlars dra
matiske Udvikling. Trods Publikums altid gunstige Mod
tagelse og CoHins Opmuntringer, svækkede disse stadige
Angreb Etlars Tillid og Mod til at fortsætte sin Theater-
produktion, i Særdeleshed da hans episke Forfattervirksom-
hed allerede havde vundet ham en talrig Læsekreds. —
Skjøndt Uvillie døer, Strømmen kæntrer, og Smagsretninger
vexle nogenlunde regelmæssigt, vedbliver man endnu trøstig,
hver Gang et ældre Stykke bringes paa Bane, at slaae op
i
gamle Annaler og danne sin Mening derefter.
Paa det kongelige Theater blev alligevel efterhaanden
en Række af hans Stykker antaget og spillet: «Fengos
Skat», «Kongen paa Fuurland», «Tonne gaaer i Krigen».
Dette Skuespil opførtes den
16
. Februar
18 4 9
.
1 den
danske Skueplads’ Historie læses:
107