132 / 260
en Kakkelovn; paa sidste stod to Hjerneskaller, hvori han
udkradsede sine Piber med et Storkenæb. Disse to Hoved
skaller havde han en Nat, da han gik over Ødum Kirke-
gaard, taget i Beenhuset; men pludselig kom der en saadan
Rædsel over ham, at han i fuldt Løb kom hjem med Død
ningehovederne. Paa Væggen hang en Karrikatur af Prindsen
og Hertugen af Augustenborg med Strikke om Halsen;
under det stod: «Højforrædere bør hænges». Da han var
en Kujon, og Fjenden nærmede sig i
18 4 8
, tog han dem ned.
Naar han var hjemme, laa han altid paa Ryggen i
Sophaen, hvorfor hans Klæder oftest vare slidte paa denne
Legemsdeel. I Hr. Collins Haandskriftsamling findes et Brev
fra Sneedorff-Birch, hvori han tildeels skildrer sig selv.
Men det var ikke om den ulykkelige Sneedorff-Birch,
her skulde fortælles.
Da Blicher saae Etlar, forlangte han, at de skulde
gjøre Følgeskab. Carit Etlar fortæller herom:
«Blicher begyndte denne Dag overgiven og jublende
som et Barn; hans Stemning fik Udtryk i Smil og Velsignelse
til Alt omkring ham. 1 et saadant Øieblik kom de frem for
Lyset, disse hans Sjæls rige Børn, veemodige og klagende
selv i deres Lykke, humoristisk spøgende selv i hans Smerte.
Hvor mange straalende Planer undfangede han ikke i saa-
danne Øieblikke?
Hvor mange ufødte Mesterværker for
jættede han Fremtiden? — Lidt efter kunde en saadan
Stemning slaae over i aldeles modsat Retning. Da kunde
han sidde hele Timer og stirre frem for sig, taus, sammen
sunken og aandsfraværende. Hvad han grublede over i dette
mørke Mellemrum, var ikke blot den udstrakte Lyngegn,
det var blege og sørgelige Syner fra hans eget Liv, der
droge forbi ham, gjennemlevede Kampe, bitre Skuffelser,
8