137 / 260
1 18
«Dæ lægger den væst,» sagde Taterkonen triumferende;
«sie, huor En griin a Jer. — De æ aa de jennest, han
ouner no (evner nu).»
Hun ragede Lyngen tilbage igjen og stillede Hugge
blokken lige over Skelettets Hoved.
«Ingen kan sætte mig for det, I her har seet,» føiede
hun til, medens hendes Ansigt fortrak sig til et Smil, der
viste en Rad store Tænder, spidse og skarpe som et
Rovdyrs.
Vi begave os atter paa Vandring ad Nykjøbing til.
Dagen var svunden, Solen sank ned i Vest.
Som en
kjærlig Moder, der lyser Velsignelse over det Hjem, hun
forlader, bredte den til Afsked sit varme Lys over Egnen,
mere glødende og farverigt end før. Lyngbakkerne lignede
i deres rødviolette Skjær et stort Fløielstæppe.
Mosen dampede, Kirkeklokken lød, en eenlig Lærke
sang oppe i den gjennemsigtige Luft, Alt var Fred og Hvile.
Paa Høien stod den gamle Præst, støttet til sin Stok.
SneedorfT-Birch laa i Lyngen, skar to Cigarstumper, som
han møisommelig havde sparet sammen fra den foregaaende
Dag, i smaa Stykker og stoppede dem i sin Pibe, medens
han nynnede en i Dagens Løb komponeret Melodi til nys
nævnte Længselsdigt.
«Hvor findes der en saadan Figur som denne Tater
kvinde blandt alle vort Samfunds visne og slikkede Unger,
om vi saa søgte lige oppe fra Skagen og ned til Slesvig?
Skriv om dette Folkefærd,» vedblev Blicher henvendt til
mig. «De kjender dem. Naar vi To ere døde, er der
Ingen, som kan skrive om dem, for saa er Skøieren for
svunden, og der er Ingen, som kjender ham mere.»
Blicher taug. Han havde skudt Brillerne tilbage over