134 / 260
næste Dag efter Audientsen med den gamle Hat; en fattig
Dreng havde faaet alle hans Penge til sin syge Fader.
«1 kjære Venner,» udbrød Blicher freidig, «bliv nu
ikke vrede, skjænd ikke paa mig; det var dog ikke Jeres
Mening, at jeg skulde komme ind til Majestæten med Hat
paa Hovedet?»
Blicher var denne Dag iført en falmet, grøn Kalmuks
frakke og en Kaskjet med en bred Skygge, som gik ned
over Øinene. Han var graahaaret, lidt skaldet, gik kroget
og foroverbøjet. Hvilket Præg af Prøvelser og Kampe bar
ikke hans furede Ansigt!
Solen skinnede, Lærken sang; der var ikke en Sky
paa Himlen og ikke en i vore Hjerter. Underveis mødte
vi Præsten fra Voldum. Han skulde ud paa Skolevisitats
og bad os om at tage op til Præstegaarden og blive der
Natten over.
Blicher tog mod Indbydelsen, og vi droge
videre.
«Nu maae vi bære os smukt og belevent ad,» sagde
jeg til Blicher, da vi naaede Voldum, «og vise Præstefolkene,
at det er fornemme og sjældne Gjæster, de huse.»
«Det maae vi,» svarede Blicher med en ubeskrivelig
Bevægelse af Haanden mod Næsen; «fremfor alt fornemme.
Hvis de ikke kan see, jeg er født til at være Kammerherre,
maa de være tungnemme.»
Da vi kom ind i Gaarden, vare Karlene beskjæftigede
med en saaret Ko. Blicher ilede hen til dem, smøgede
Ærmerne op og hjalp med Forbindingen. Da han lidt efter
kom ind i Stuen, blev han forestillet som Digteren Blicher,
for Husets Datter. Hun stirrede paa ham, brast i Graad
og ilede ud. Senere betroede hun mig, hvor skuffet hun var
bleven over at see sin Yndlingsdigter i Blichers Person.
8
*
i '5