forsvundne Illusioner, Ulykker, som dræbte Mennesket, men
skabte Digteren, det var Sorgen, der lærte ham at synge.
«Den var jeg værst, som jeg vilde bedst, og det var
mig selv,» sagde han engang, da han pludselig vaagnede
op efter en saadan Drøm og strøg med Haanden hen over
Panden, som om han søgte at bortmane de mørke Billeder.
«Det bløder herinde; det vil blive ved at bløde, indtil Uhr-
værket engang staaer stille.»
Han var i høi Grad et Stemningsmenneske, som vel
enhver Digter maa være.
Denne Dag var altsaa det Eiendommelige fremme, der
gjorde ham stor og henrivende i hans deilige Digtninge.
Han var meddeelsom, standsede de Forbigaaende paa Veien
og fik sig en Passiar med dem. Ved en saadan Leilighed lagde
jeg Mærke til hans særegne Begavelse til at gaae ind i en
Andens Tankekreds, stige eller synke, indtil han stod i Høide
med den, han gav sig af med, fritte og forske og lokke
for umærkelig at faae den Mening frem, den Tanke, han
søgte. Mødte han i et af disse lyse Øieblikke en Træn
gende, med en Kapital af nogle Rigsdaler i Lommen, kunde
Blicher give ham hver Skilling, han eiede, og siden selv
undvære.
Karakteristisk for Blichers Væsen var et Træk fra hans
sidste Ophold i Kjøbenhavn, hvor han jævnlig besøgte P. L.
Møller i Kongensgade, medens denne læste Korrektur paa hans
Værker. En
Deel Venner vare samlede hos P. L. Møller,
og man bemærkede, at Blichers Hat ikke egnede sig til den
Audients hos Majestæten, hvorunder han agtede at aflevere
et Bønskrift.
Man skillingede sammen, og en lille Sum
blev overrakt Blicher til en ny Hat. Han mødte alligevel
1 14