136 / 260
under stod skrevet med rødt Blæk: «Ens Død er en Andens
Brød, Ane Sillesen Hjembæk».
Kohorn, Bunker af Been
og trevlet Tovværk laa spredte paa Gulvet. Alt var til
røget og smudsigt i denne tre Alens Elendighed, som endnu
fik et sørgeligere Præg ved det klare Sollys, der trængte
ind gjennem den aabne Dør.
Kesten sad paa et omvendt Deigtrug og flettede Halm-
simer, da vi traadte ind.
Det var en stor, mandhaftig
Kvinde med et gulbrunt Ansigt, lutter Rynker og dybe
Folder, omkring Munden et graat, strittende Skjæg og om
Hovedet et broget Klæde, der samlede et mægtigt, graaligt
Haar. Hendes sorteblaae Øine tindrede med en uhyggelig
Giands.
Blicher og hun bleve snart gode Venner. Han bad
om en Drik Vand, og Kesten gik ud til Kjedlen og bragte
en fyldt Krukke tilbage. Han bød hende et Kræmmerhuus
Kaffebønner, han præsenterede hende Tobak af min Pung.
Hun tog saa meget, hun kunde holde i sine fire sortebrune
Fingre, puttede Røgtobakken i Munden og tyggede den
med synligt Velbehag.
«Hvor stammer hun egentlig fra?» spurgte Blicher.
«Jeg blev født i en Grøft, og min Moder blev lagt i
en Grøft.
Hende gravede jeg ned, da hun ikke kunde
mere.»
«Er det sandt, at hun har havt to
Mænd ?»
spurgte
Blicher, da hun fulgte os ud ad Døren. Kesten standsede;
hun stod og betænkte sig lidt, derpaa vinkede hun ad os,
trak en Medestang ud fra Halmtaget og gik bag Kaalhaven.
Ved Diget laa en Bunke Lyng og Grene foran en Hugge
blok. Kesten ragede Lyngen til Side med Stangen. Under
neden i et Hul kom det gule Hoved af en Beenrad tilsyne.
ii
7