142 / 260
123
ad mine. Jeg lever. Men Begreberne ere saa forskjellige
her i Verden. Jeg er ung, De har været det. De troer,
at leve er at tærske Langhalm, slide og trælle, til Øinene
rinde, og man deiser paa Næsen i sin Grav. Jeg, som er
Himlen fire Trapper nærmere, troer, at leve er at more sig,
at nyde. Jeg bærer mig ad som Fuglen paa Marken: den
saaer ikke, pløier ikke, men finder sin Kommenskringle
alligevel. — Hvad behager?»
Den gamle Mand rystede paa Hovedet.
«Hvad er De? Ingen Ting. Hvad skal det blive til?
Fortabelse.»
Carl Bagger sad og pirrede i Lyset med en Svovlstik.
Han saae sig om i Kammeret med en uhyre sorgløs Mine.
«Hvad jeg er,» gjentog han; «en Veirmølle, der klaprer
og løber den hele Dag uden dog at komme af Stedet, en
Fakkel er jeg, der fortærer sig selv, mens den lyser for
Andre, en Afviserpæl er jeg, der varer for Sumpen, den
staaer i, et Objekt er jeg, som man kan skrive flove Kri
tiker om, Mage til dem, dette bleggule Plusquamperfektum
lavede forleden i Literaturbladet. Ved Jupiter, jeg fortjente
som Socrates at underholdes paa Statens Bekostning.
Lad
mig derfor være i Fred for Jeres Godtkjøbsraad, jeg bliver
dog ved at leve paa min Maade. Jeg jubler, mens I gaber,
jeg suger Tilværelsen ind gjennem alle mine Porer. — Ak
ja, det er et Liv med Huller paa Albuen, uden Ordener
paa Kjolen, uden Saaler i Støvlerne, uden Moral maaske,
men aldrig uden Indhold. — Dog, det er vist ikke herom,
vi skulle tale.»
«Jeg sendte Dem Arbeide og gav Dem den lange stats
økonomiske Artikel at oversætte.»
«Den var saa grusom vindtør og kjedelig; Solen skin