147 / 260
han var i den Grad behersket af de høiere Skjønhedsmagter,
at de lænkebandt ham. Hvor kan det undre, at Efter
verdenen glemmer en Mand, der trods sin store Begavelse
aldrig hævede sig over Sagkundskab til den selvstændige
Skaben, aldrig frigjorde sig for Materien. Vi behøve Rune
stene og Pyramider for at mindes Fortiden.
Hertzog har alligevel sat sig selv et Monument, idet
han skabte Dronning Margrethes. Professor, Billedhugger
Stein har i Tidsskrift for Historie skrevet en anerkjendende
Afhandling om ham, som ikke noksom kan fremhæves. Den
røber et Kjendskab til den Skildrede, en Hengivenhed for
Vennen, et sjæleligt Billede, som bør paaskjønnes og næppe
har fundet den Opmærksomhed, som det fortjener.
Hertzogs redelige, nøisomme Charakteer i dens Andagts
forhold til Kunsten rager taarnhøit over mangen en Nutids
berømthed. Han selv var utrolig nøisom i sit daglige Liv,
utrolig lykkelig i sin egen Verden.
Han kom ind til Kjøbenhavn fra Postkontoret i Ros
kilde, hvor han først var sat i Lære. Hans Træskjæreri
skaffede ham Velyndere; han fik Freund, senere Bissen til
Lærere her i Byen.
Han var dengang, da Carit Etlar og
han daglig mødtes, en tynd, forlegen Yngling med et alvor
ligt Blik. Han studerede og arbeidede med en Iver, der
holdt ham borte fra Kammeraternes Lystighed. Peters og
Kyhn vare hans bedste Venner; hans eneste Fornøielse be
stod i at gaae lange Fodture. Saa vandrede han ud til
Bagsværd Sø, holdt herlige Maaltider i de grønne Ærte
marker underveis og fik paa Hjemturen en Kop The. En
gang blev han overfaldet af Tordenveir oppe i Nordsjælland;
han stavrede sig frem gjennem de mørke Skove, løb vild
og naaede først om Morgenen i yderst forkommen Tilstand
128