143 / 260
24
nede, Svalen sang, Græsset duftede, saa fløi jeg Fanden i
Vold og glemte Statsøkonomien.»
«Jeg gav Dem Forskud paa den.»
«Ja, to Gange endogsaa; men da jeg begyndte for
Alvor at slide, kommer Svenningsen, De veed, Læreren i
Borgerdydskolen, og fortæller om den yndige, lille Hule
nede i Snaregade, hvor man spiller Basset med Halte-Kett
og spiser sorte Pølser. Der tog han mig hen, og den har
vi trolig dyrket hver Aften siden, saa kan De nok slutte
Dem til, hvordan det gik med Afhandlingen.»
«De er ilde faren,» sagde Nathanson hovedrystende.
Carl Bagger tilkastede ham et skarpt og overlegent
Blik. Han begreb den Interesse, der skjulte sig under den
ældre Mands rolige Væsen.
«Veed De hvad det er, naar en Mand jager om paa
hvileløs Flugt for Gjældsbreve og Forskrivninger? Deres
Lod er at modtage Vexlen, vor at skrive den.
Naar man
ikke forstaaer at snoe sig, synker man sammen som en af
trukket Uldstrømpe, dødstræt, forpint, færdig. Saa sidder
man der» — han pegede hen i Krogen — «modfalden,
Forlængelse af en Dødsdømts Kvaler, en skibbruden Mands
Kamp for at naae Land, seer Syner, ingen Naade, ingen
Frelse.»
«Ikke? — Forsøg.»
«Ingen Frelse, siger jeg, De kan stole paa mit Ord.
Sagen er i fuldstændig Orden.
Den, der ikke kan betale
sin Gjæld, gaaer i Slutteriet.»
Vægteren raabte nede paa Gaden.
«Klokken er allerede ti,» sagde Nathanson; «Tiden
løber hurtig i Deres Selskab. Jeg maa gaae.»
«Jeg skal ogsaa i Forretninger,» sagde Carl Bagger;