141 / 260
122
«Jeg kommer for at besøge Dem,» sagde Nathanson
smilende; «lad os gaae ovenpaa.»
«1 saa Fald maa jeg uleilige Grossereren med at lægge
en Firskilling ud til et Tællelys. Jeg har tilfældigviis ingen
Smaapenge iaften, og kan jeg ikke høitideligholde Deres
Besøg med at slagte en Fedekalv, skal der idetmindste
være Lys paa Møllen.»
Lyset blev hentet, derefter gik de op paa fjerde Sal.
De Fremmede saae sig om i dette forfaldne Værelse,
hvor en Stol, en Seng og et haltende Bord udgjorde alle
Meubler. Tapeterne hang i Laser paa Væggen, af Gardiner
var der intet Spor.
Klædningsstykker, Vadsketøi og gamle Aviser vare
spredte i den størst mulige Uorden. 1 den uredte Seng
hvilede en gammel Støvle sig ved Siden af Saxo Gram-
maticus.
Alt, hvad Øiet mødte, var støvet, tilrøget og
uhyggeligt.
«Naa, her boer altsaa Digteren Carl Bagger,» udbrød
Nathanson, idet han gjorde Plads paa Stolen og satte sig.
«Her boer han,» svarede den Anden, medens han stak
det tændte Lys i Halsen paa en Ølflaske. «Og her kom
mer De og besøger mig iaften.
Sidste Gang, jeg besøgte
Dem, syntes De ikke om min Fortælling «Min Broders
Levned», hvori jeg saa træffende skildrer et ungt, begavet
Menneske, der falder som Offer for sit ryggesløse Liv, en
vild og heftig Krabat, der ikke passer ind i vort fredelige
Øllebrødsliv.»
«Men hvad tager De Dem for? Er det en Tilværelse,
der er værdig Deres Evner og Talent? For De har Talent,
naar De blot vilde skole det.»
«Jeg leer ad Andres Daarskaber og lader Andre lee