144 / 260
125
«de vente mig i Snaregade i et større Concilium. — Nu
har De besøgt mig, saaledes seer jeg ud. Døm mig skaan-
somt. Husk paa, at de strengeste Moralister altid ere de,
der i Stedet for Blod have Thevand i deres Aarer, eller
de, som Vorherre aldrig skikkede i Fristelse, eller de, der
ere bievne saa aflægs og visne, at de ikke kunne synde
mere.»
«Eller de,» sagde Nathanson med Eftertryk, «der
bære Følelsen af deres eget Værd, deres Personlighed, deres
Lighed med det høieste Væsen.»
Carl Bagger taug lidt, reiste Hovedet med et Kast.
Hans Ansigt havde mistet sit sædvanlige sorgløse Udtryk,
en anden Personlighed kom frem i ham, hans Sprog.
«Naar vi skilles, slaaer De Dem for Brystet som Manden
i Fablen og «takker Dig, Gud, at jeg ikke er som denne
Tolder». Men deri gjør De Uret. Jeg har aldrig været
dukket saa dybt i Vildfarelsens Mudder, at jeg jo hørte
Svalen synge over mit Hoved: Det Liv, jeg fører, er snarere
en Skole end en Ulykke og trænger ikke til nogen Apologi.
For at kunne skildre, maa De have levet, det vil sige
kæmpet, savnet og lidt, være bleven knuget til Jorden i
Smerte, have inddrukket Lidenskabens glødende Aande,
grædt i Forsagelse, jublet i Himmerigs Lykke. Har De
ikke det, kan De gaae hen og hænge Dem; men De lærer
min Salighed aldrig at fortælle, hvad De ikke selv har følt.
— God rolig Nat, Hr. Grosserer.»
Idet de skiltes paa Hjørnet af Sværtegade, beholdt
Nathanson Baggers Haand i sin og sagde paa sin milde
Maade:
«Husk, kjære Ven, de store Evner have de store For