CarlEtlarsMinder

saa smaa, saa smaa, at man ikke gider være iblandt dem?

Jeg er allerlykkeligst, naar jeg staaer derude alene i Dom

kirken og arbeider paa Monumentet.

Derinde seer jeg de

store Syner fra Fortiden, som jeg siden søger at give Form

paa Papiret ved Lyset her i Trepægleflasken; derude i

Kirken komme de til mig, alle' disse Skikkelser fra vore

store Dage; de ere mine Kammerater, min Omgang, — lad

mig saa være fri for at høre om vor Tid. Jeg vil den

ikke noget. — A propos Domkirken,» vedblev han med en

munter Latter.

«Vil Du troe, jeg tilbragte en Nat i Jule

ugen ifjor ude hos min Dronning i Roeskilde Kirke? Mit

Arbeide havde trukket lidt længere ud end sædvanligt,

Klokkeren glemte at see efter mig og laasede Dørene.

Først da det var saa mørkt, at jeg ikke længere kunde

see, opdagede jeg, at jeg var stænget inde og rimeligviis

maatte tilbringe Natten i den mørke Kirke. Jeg blev dog

ikke uhyggelig tilmode og vandrede om for at faae Varme;

tilsidst satte jeg mig tilrette ved Sarkofagen.

Det var blevet Nat om mig; af og til gjenlød under

lige Lyde under Hvælvingerne.

«Nu vaagne vore store Døde,» tænkte jeg og troer

sandelig, at jeg sad og ønskede, at min Dronning vilde

reise sig af Graven og tale til mig; men det gjorde hun

ikke. Jeg var saa høitidelig og vel tilmode, som om jeg

først nu var rigtig hjemme.

Tilsidst faldt jeg i Søvn.

Hvor længe jeg sov, veed jeg ikke; jeg vaagnede ved at

høre slæbende Skridt nærme sig og see et viftende Lys

nede mellem Pillerne. Jeg var heelt lammet af Kulde,

Haarene reiste sig i det Øieblik paa mit Hoved; men saa

var det den skikkelige Klokker, der var staaet op af sin

varme Seng og gaaet ud i det forrygende Veir, fordi han