156 / 260
■37
for den Tid, som kom, og for hvis ofte lidt eensidige
Kritiker den yngre literaire Generation først fik Øinene op
og søgte at kalde ham hjem fra hans frivillige Landflygtig
hed, for at stille ham i deres Spidse, da det var for silde.
Noget tydeligt Spor har han ikke efterladt i vort Aandsliv.
Han er en af disse for tidligt fødte Personligheder, som
næppe undgaae fuldstændig Glemsel. Hans Billede fortjener
dog at opfriskes for at hans Udødelighed kan vare lidt
endnu.
Han var født i Aalborg 1813 og opgav sine theo-
logiske Studier paa Grund af Tvivl. Derefter helligede han
sig til Æsthetiken. Om hans private Liv vides ikke meget;
hans usyinpathetiske Personlighed holdt de Fleste i tilbørlig
Afstand. Hans Tilværelse var en Kjæde af Skuffelser, Til
sidesættelser, Sorger, som han tildeels selv fremkaldte,
Misundelse over Andres, som han meente, for let kjøbte
Laurbær. Enhver uskolet Naturkraft var ham imod, enhver
raffineret Kunstproduktion tirrede ham til Modsigelse. Hans
egen Digtning er en Blanding af Lune, Vittighed og plat og
simpel Smagløshed mellem en Rigdom af dannede og væg
tige Tanker.
Jeg har kjendt ham. En Tid pleiede vi daglig Om
gang, indtil vore forskjellige Aandsretninger og hans utidige
Angreb fjernede os fra hinanden. Jeg har saaledes havt
Leilighed til at see ham i de forskjelligste Forhold, original
og pirrelig. Det Sidste var ofte Andres Skyld, eftersom
han blev drillet og skyet af sine Kammerater og miskjendt
af Mængden. Naar Bevidstheden herom først ret vaagnede
hos ham i en Hvilestund under hans rastløse Tankearbejde,
naar han begreb, hvor ene han stod, hvor undgaaet han
blev af sin Samtid undtagen af 2— 3 Venner, da brød det