160 / 260
i 4i
gjæld for deres ringere Evner vare i Besiddelse af et
aandeligt Hovmod, der tiltroede sig selv Ufeilbarlighed, —
en fornem Vigtighed, der tiltog i samme Forhold som den
Intethed, hvorover den skulde dække.
En Magtstilling maa man indrømme, at han en kort
Tid tiltvang sig.
Naar Noget vakte hans Mishag, fængede
han, revsede med Myndighed og brølede som en Panther,
der fik Olympens Umyndige til at skjælve, de Myndige til
foragtelig at trække paa Smilebaandet. Man beskjæftigede
sig engang kort sagt med hvad P. L. Møller tænkte og
meente. Han opnaaede en Tid at træde frem i Forgrunden
som Smagsdommer. Hans Individualitet var blot for urolig
for en Autoritet: en bølgende Sø, en uafbrudt Stigen og
Synken, et Lysskjær paa Toppen, Mørke i Dybet.
Gud naade den, som forstyrrede ham under hans Ar-
beide! Han foer da op som et vildt Dyr, og hans Tiltale
var ikke altid den netteste. I Reglen bad hån Gjæsten
med et bittersødt Smil at tage Plads paa en af de Stole,
hvor Pladsen var beleiret af opstablede Bøger og Papirer.
Kort efter syntés han aldeles at have glemt den Fremmede.
Naa, videre! En Historie vil jeg fortælle om ham,
en Begivenhed, som jeg troer lod mig skimte en anden
P. L. Møller end ham, som Verden kjendte, et Indblik i
en Hjertehistorie, den han omhyggelig skjulte, fordi han
frygtede Mangel paa Forstaaelse og den Latterliggjørelse,
han selv i saa rigt Maal lod blive Andre tildeel.
I 1847 reiste P. L. Møller fra Danmark. Han havde
opnaaet et større Reisestipendium; men da han ikke i Øie-
blikket trængte dertil, udlaante han det til en Slægtning,
der senere skulde tilbagebetale ham i mindre Afdrag, naar
han skrev derefter. Han kjendte sin egen Passion for at