157 / 260
138
frem, hvad han havde oplevet, hvad han havde drømt og
bestandig vedblev at drømme om, da kunde han fortælle!
Han begyndte med et Suk og endte med en ironisk Latter,
en satirisk Ytring, der ligesom haanede det tidligere Fortalte;
da fik hans Tanker Vinger, hans Røst Musik, hans smaa
Øine dobbelt Glans. Fra hans Læber regnede disse skarpe
Epigrammer, som senere fyldte hans Hovedværk, «Gæa», et
Tidsskrift, som han satte igang for at bekæmpe Heiberg
og «Urania» og Alverden, Søren Kierkegaard ikke at for
glemme. Alt og Alle underkastedes hans skaanselsløse Kritik,
iøvrigt ogsaa min ringe Person. «Jeanne Tujon» og andre
af mine ungdommelige Brushaneværker faldt ikke i hans
Smag, siden efter heller ikke i min.
Jeg gjorde for første Gang hans Bekjendtskab i Studenter
foreningen. Her havde han i en Krog et Bord, hvortil
han regelmæssigt søgte, en Plads, som de Andre respek
terede. Lidt efter hans Komme pleiede L e v in og C arl
N ielsen at sætte sig hen til ham, og saa begyndte Kri-
tiken. Først gik det ud over Dagens brændende Spørgs-
maal; lidt efter lidt kom det til Personligheder. Tilhørerne
samlede sig i en Kreds om deres Bord, lo og kolporterede
de faldne Vittigheder i mere eller mindre forvansket Skikkelse.
Den Aften jeg gjorde P. L. Møllers Bekjendtskab,
sad han altsaa i Selskab med Levin, over hvem han vandt
en glimrende Seier. Tilhørerne applauderede. Møller saae
sig om og smilede; Bifaldet morede ham.Levin blev vred,
reiste sig og forlod Valpladsen, for ikke at komme tilbage
den Aften.
Jeg forestillede mig selv beskeden. P. L. Møller og
jeg var kort efter i en levende Samtale. Han satte Heine
høit, jeg søgte at forfægte Uhlands Overlegenhed som Digter.