159 / 260
1 4 0
falmet Tæppe, bag hvilket der skjulte sig en ikke righoldig
Garderobe.
I dette Værelse holdt hans Venner af at samles. Møller
kunde være en behagelig Vært, livlig og satirisk. Der har
jeg mødt Goldschmidt, som havde en Deel Samarbeide i
forskjellig Retning med Møller, og efter hvis Dom han
rettede sig i sine egne Compositioner; Liebenberg, Anton
Melbye, Chiewitz,
Grüne, Arbo Maler, derskrev en heel
Deel i «Korsaren»
og flere andre af TidenslyseHoveder.
1
dette lille
Rum arbeidede han Dagog Nat, her
gjærede hans «frisindede» Ideer. Her besøgte jeg hamofte.
Vi arbeidede ved Grünes «Kjøbenhavnsposten», «Korsaren»,
«Gæa» o. s. v. Hans Fantasi var langsom, Spot og Satire
derimod velkomne
Soldater, der bestandigstod
til hans
Tjeneste. Det kostede ham Møie at fuldende, hvad han
skrev. Naar han ikke strax afsendte sit Manuskript, kunde
han sidde og lægge hvert Ord paa Vægtskaalen, forandre,
omarbeide, udbedre enhver Tanke.
C o n c en tra tio n var
hans Hovedbestræbelse: i en Sætning af sammentrængt Om
fang at udtrykke sin Tanke saa vægtigt og rammende som
muligt. Enhver selvbehagelig Vidtløftighed var ham imod;
han kunde sidde og ærgre sig, vrænge ad og karrikere en
saadan. Enhver kunstlet Vending eller Billede, hvori Kri
tiken søger at gjøre egen Aandrighed gjældende, var ham
modbydelig.
«En dygtig Kritik bør gaae op i sin Gjenstand,» var
hans stadige Formaning; «igjennem Selvfornægtelse naae vi
først vort Herredømme.»
P. L. Møller tiltroede sig ikke alene at tilhøre «Aands
aristokratiet», men at være kaldet til at lede det. Hertil
regnede sig en Række mindre Begavelser, som til Gjen-