164 / 260
>45
Goldschmidt lagde fortrædelig fem Rigsdaler paa Bordet
og gik.
«Det var til en delikat Middagsmad i Montmartre,»
bemærkede Møller og stak Sedlen i Lommen.
Efter Aftale skulde vi samme Eftermiddag mødes med
Professor Hermansen og Goldschmidt, for at lære Paris
at kjende ved Lys. Møller var vor befarne Fører. Jeg
traf ham ved en af de smaa Boder langs Seinen. Han
havde netop sluttet en Handel og kom mig straalende
imøde.
«See, hvad jeg fik for Røverkjøb: en Diderot og Saint
Beuves «Causeries de lundi!» udbrød han og klappede kjær-
tegnende den sistnævnte Bog. «Beuve forstod sin Kunst,
Sukker til Alle — saadan burde jeg ogsaa gjøre.»
«Javist, blot lettere sagt end gjort, Peter Ludvig. De
skulde blot lægge Mærke til, hvad han saa kjønt siger om
Forfatterne: «Dersom alle Markens Blomster vare gule, saae
det kjedsommeligt ud. Enhver Farve har sin Berettigelse
og fremhæver de andre».»
«Det passer blot ikke for mig,» svarede Møller og lo.
— «Der gik Pengene til min Middagsmad. Nu giver De
vel Kaife?»
Den Aften var han veltilfreds med at føre os ind i,
hvad han kaldte «en folkelig Forsamling», hvor Vildskab
og Smagløshed tumlede sig i de frieste Former. Det gjaldt
om at faae Plads paa Balkonen, hvor Englændere og øvrige
Reisende applauderede Kankanen, som hverken dandsedes af
Ungdom eller Livsglæde. Jeg husker, at Professor Her
mansen saae yderst forlegen ud, og at Goldschmidt var
gnaven ved sin egen Flaske Viin, hvoraf han selv Ingenting
fik. Kort efter forlod Hermansen og jeg Festen. Gold-
10