166 / 260
'47
senere søgt hende overalt, reist til deforskjelligste Bade
steder, — den, han søgte, fandt han aldrig. — En sørg
modig Stemning syntes at hvile over ham, medens hans
Blik vedblev at dvæle paa Mona Lisa.
«Det er hende,» sagde han.
«Jeg hilser hende, hver
Gang jeg gjæster Rouen.»
Vi forlod Kirken.
Den P. L. Møller, jeg derinde
havde lært at kjende, tiltalte mig mere end den skeptiske
Kritiker.
Ude paa Stranden ved Badestedet vandrede vi op og
ned. Maanen lyste over det endeløse Hav. Her fremsagde
Møller et af sine Digte til «hende». Jeg har senere seet
det trykt. Det indeholder en forsmaaet Elskovs Klager, en
brusende Tilbedelse, Alt, hvad der tilhører en dyb og liden
skabelig Kjærlighed.
Hvormeget Tiden og Fantasien havde bidraget til at
forskjønne den Forsvundnes Minde, veed jeg ikke; men jeg
husker, at udenfor vor Fiskerhytte (Badestedet var dengang
meget fordringsløst) kjøbslog Møller og jeg en Aftenstund
med en Fisker om en prægtig Hummer.
Handelen var sluttet; vi skulde netop betale. Da
kommer en lille, pikant Marquise trippende, seer paa «det
hæslige Dyr», tager det forsigtig med Fingerspidserne, lader
en Guldmønt falde i Fiskerens Haand, smiler og siger:
«C’est pour moi!» hvorefter hun ugeneert iler hen til sit
Selskab med sit Bytte.
P. L. Møller blev staaende og stirrede efter hende.
«C’est pour moi,» gjentog han. «Hvor denne Stemmeklang
mindede om hendes.»
Det Kaade var borte, han blev
mere alvorlig den Aften, den følgende Dag ogsaa.
Kort efter skiltes vi; jeg saae ham ikke senere. Hvor